“Avistid” om blogs og evnen til at være til stede

Jeg er blevet opfordrt til at skrive et indlæg til kampagnen Avistid.dk, og har haft dette i Lolland Falsters Folketidende i går:
Om aviser, blogs og evnen til at være til stede

– Hvor mange tror, vi har aviser om tre år? Det store auditorium med næsten 400 mennesker reagerer hurtigt – omtrent alle rækker hånden op.
– Hvor mange tror så, vi har aviser om 10 år? De oprakte hænder mere end halveres.
– Og hvor mange tror, der stadig er aviser om 25 år? Kun en lille håndfuld hænder er stadig rakt op.
                Min hånd er en af dem, og den tøver ikke på noget tidspunkt. Jeg burde ellers være urolig for avisernes fremtid, for jeg sidder midt i en heksekedel af storpublicerende ”gør-det-selv-journalister”, der aldrig kunne drømme om at udgive noget på papir, men som her og nu udgiver alverdens lyd-, billed- og tekstfiler på nettet via weblogs, moblogs, podcasting og videoblogs, hvor man publicerer mikroartikler ud på en personlig dagbogside, som alle andre kan læse, hente ned fra eller kommentere. For dem er papiret dødt. Internettet er det ultimative publiceringsværktøj.

Jeg deltager i en af de første, banebrydende internationale konferencer om weblogs to decemberdage i Paris, og rundt om mig sidder flere hundrede nørder, alle sammen udstyret med bærbare computere, som de weblogger fra direkte op til nettet med referater af, hvad foredragsholderne fortæller og med deres egne kommentarer dertil. Alle kan læse hinandens kommentarer, og i løbet af de to dage skrives over 700 indlæg med udgangspunkt i vores konference, Les Blogs 2.0.

Både under oplæg og paneldebatter knipses de med mobilkameraer og videoapparater, ligesom de i pauserne interviewer på minimale båndoptagere med knaphulsmikrofoner. Kun en håndfuld af deltagerne er uddannede journalister. Resten er ”helt almindelige” mennesker, der har taget publiceringen af stof i egen hånd uden at være afhængig af en udgiver.

Alligevel sidder jeg roligt (med min medbragte pen og blok), fordi jeg ikke tror, avisen holder op med at eksistere, selv om man kan alt dette andet. Avisen og de elektroniske medier kommer til at supplere hinanden, og avisen vil i nogle situationer trække det længste strå, fordi den tager tid at læse, fordi den giver ro at sidde med, og fordi man kun skal være til stede ét sted for at få den fulde nydelse.

Jeg skotter til mine sidemænd: Begge taster som gale på deres bærbare under en livlig paneldebat. Først tror jeg, de skriver referat og beundrer dem for deres notatteknik, men det viser sig, at de sidder og tjekker mail, den ene chatter med et familiemedlem over MSN, den anden er i gang med at løse et problem på sin arbejdsplads og bliver hele tiden ringet op af sin internettelefon Skype, som dog er sat på lydløs, så også han chatter.

Selv om de begge er rejst langt for at være med på denne konference, er de simpelthen ikke 100 procent til stede. Jeg er sikker på, de vil sige, at de blot multitasker – løser flere ting på én gang. Men jeg lurer på, om de vitterlig får så meget ud af oplæggene som jeg, der koncentrerer mig om mine bloknotater.

Min yndlings TV-reklame er den, hvor en mor lader sin søns mobiltelefon falde ned i suppen, fordi hun er dødtræt at, at han sidder og telefonerer under aftensmåltidet. Reklamen handler lige præcis om dét at kunne være til stede. Alle disse elektroniske medier (som jeg i parentes sagt elsker og er storforbruger af selv), kræver forbindelse med omverdenen, interaktion, at der er nogen i den anden ende. Det er sjovt og interessant, men ind imellem alt, alt for meget.

En avis kræver bare, at jeg er mig. Den forlanger ikke øjeblikkelig interaktion, skal ikke svares på eller kommunikeres med. Jeg behøver ikke at være på, når jeg læser aviser.

Jeg tror, vi skal passe på, at vi ikke hele tiden prøver at være to steder på én gang. Aviser repræsenterer i bund og grund en envejskommunikation, som man i denne interagerende verden godt kan have behov for ind imellem. Alene på grund af avisens evne til at fastholde og sænke farten har vi stadig avisen om 25 år, og jeg glæder mig til at bytte sektioner med de andre i olde-kollet. Og bagefter vil jeg trille ind på mit kammer og skrive om de seneste oplevelser på min weblog…..