Hvad skal der egentlig stå i min fremtidsfuldmagt?
Kan jeg ønske mig på plejehjem, kan jeg ønske GPSovervågning, kan jeg ønske at give gaver, selv om jeg ikke længere er ved mine fulde fem? Spørgsmål, der rejste sig, da min mand og jeg lavede fremtidsfuldmagter.
Hvad skal der stå i en fremtidsfuldmagt? Spørgsmålet blev meget aktuelt for mig for nogle år siden, da min mand fik sine første blodpropper. Men jeg fik aldrig undersøgt sagen nærmere, før de næste blodpropper gjorde det endnu mere aktuelt at få nedfældet, hvad jeg gerne ville have til at stå både i min egen og min mand i sin. For man véd jo aldrig, hvilken stand, som blodpropper, hjerneblødninger, trafikuheld eller anden ulykke efterlader én selv i. Skulle uheldet være ude, og jeg ikke kan tage vare på mig selv, men stadig er i live, er det jo godt, at mine pårørende véd, hvordan jeg helst vil have det.
På nettet havde jeg for nogle år siden betalt 200 kroner for at få en standardfremtidsfuldmagt via en organisation, men den viste sig bare at være en formulering, der stort set var identisk med alle dem, jeg ellers kunne finde på nettet. Jeg følte mig faktisk lidt snydt og undlod at gå til notaren med den, sådan som man skal som sidste skridt. I min FFM ønskede jeg, at der skulle stå mere end standardformuleringerne om at overlade det økonomiske og det personlige ansvar til en anden.
De grimme eksempler
Og tiden gik. Så var jeg ude for tre ting, som virkelig fik sat skub i tingene:
1) et nært familiemedlem fik en hjerneblødning og nægtede at tage imod genoptræning, udvandrede fra genoptræningsstedet, hvor de ikke måtte tilbageholde hende med magt, og hun døde tre måneder efter hjemme efter et dybt uværdigt forløb med svigtende kvalitet af hjemmeplejen.
2) en nær bekendt fik konstateret Alzheimers i en alt for tidlig alder og
3) min mand fik igen nogle blodpropper ud af det blå.
For en måneds tid siden satte jeg en deadline for mig selv – det måtte max. tage 14 dage fra start til slut at få det gjort, og jeg måtte kunne gøre det selv, uden at skulle betale en advokat for det, ved blot at følge vejledningen fra Justitsministeriet og ved at spørge mig godt for i forvejen. Det er nemlig derfor, Justitsministeriet oprindeligt har lavet nogle forskellige formuleringer i skabeloner, som man kan tænke over og evt anvende. Man behøver ikke bruge penge på en advokat, medmindre man har nogle vanskelige forhold at beskrive.
For mig var det ikke så kompliceret. Hele processen til den færdige, notargodkendte fremtidsfuldmagt (forkortet her til FFM) tog tre uger. Det krævede dog, at jeg undervejs virkelig tænkte mig om i forhold til mine specifikke ønsker, og især i forhold til at formulere dét, som ikke kan forlanges juridisk, men som godt skrives ind som mine ønsker i en fuldmagt. Der er nemlig noget, man godt kan ønske, men som selv en fuldmagt skrevet i klar tilstand ikke kan opfylde. Nærmere forklaring kommer længere nede i indlægget.
Hvad ville du have haft med?
Allerførst spurgte jeg ud på facebook, hvad andre havde skrevet særligt ind i deres fremtidsfuldmagter, eller havde opdaget bag efter, at der burde have stået! Det var virkelig nyttigt, også fordi der kom yderligere spørgsmål og gode svar fra nogle, der havde stået i situationen selv. Grundoplysningerne fandt jeg på borger.dk, og dertil kom der på facebook link til to virkelig nyttige artikler skrevet af en dygtig kollega, der dels fortæller, hvordan man som frisk hjælper sin aldrende forælder, dels punkterer ni myter om FFM, herunder en hel del om boliger og hvad man gør, hvis både mand og kone står på skødet.
Dernæst gik jeg ind på Justitsministeriets side og hentede teksterne til de to første punkter om økonomiske og personlige forhold. Jeg formulerede så i et worddokument nogle flere paragraffer, som jeg gennemgår nedenfor. Derefter gik jeg ind på tinglysning.dk og valgte ”opret fremtidsfuldmagt”.
Her kopierede jeg mine paragraffer ind og valgte ”Hos Notar”, fordi en FFM hos Tinglysning.dk med det samme kan underskrives digitalt, men den skal bekræftes ved personligt fremmøde. Notaren skal dybest set se, om man vitterlig er ved sine fulde fem for at kunne godkende det skrevne.
Jeg vil ikke gennemgå hele skemaet, men hellere gennemgå mine personlige formuleringer.
De lød sådan her, paragraf for paragraf:
- 1 Parterne
1.1. Undertegnede [mig] giver herved [min mand] fuldmagt til at handle på mine vegne i det omfang, det er beskrevet nedenfor.
1.2. Subsidiære fuldmagthavere:
Såfremt [min mand] bliver ude af stand til i at varetage opgaven, er det mit ønske, at [vores datter] er første stedfortræder.
Hvis hun er forhindret, ønsker jeg, at [vores ene søn og vores anden søn] som sideordnede bliver fuldmagtshavere. De tre børn er således ikke sideordnede, kun de to sidstnævnte.
(Forklaring til læseren af bloggen her: Jeg har tre børn. Jeg ønsker ikke, at de skal komme op at skændes, og har derfor ikke sideordnet alle tre, men valgt at storesøster er den første subsidiære fuldmagtshaver. MEN, vore to sønner er tvillinger, og da jeg ikke kan gøre forskel på disse, er de to sideordnede. De er gode til at blive enige)
- 2 Omfang
2.1. Denne fremtidsfuldmagt omfatter alle mine personlige og økonomiske forhold og giver min fremtidsfuldmægtig ret til på mine vegne at træffe alle beslutninger om mine personlige forhold og mine økonomiske forhold og formue. Fremtidsfuldmægtigen er bl.a. berettiget – men ikke begrænset – til på mine vegne at indgå retshandler og kontrakter af enhver art, gennemføre bankforretninger af enhver art, inddrive mine udestående fordringer, anlægge retssager og indgå forlig, pantsætte og sælge min faste
ejendom og bil, ansøge om offentlige ydelser, sørge for belåning af mine aktiver, herunder omprioritering vedrørende fast ejendom, afstemning ved generalforsamling i ejerforening, mv. Skulle jeg bo i en lejebolig, som skal fraflyttes ved overgang til plejehjem, er fuldmagtshaver berettiget til at opsige lejemål.
2.2 Fremtidsfuldmægtigen er endvidere berettiget til på mine vegne at træffe alle beslutninger om mine personlige forhold og varetage mine forhold over for offentlige myndigheder, herunder ansøge om offentlige ydelser og hjælpeforanstaltninger, påklage afgørelser, anmode om aktindsigt i alle oplysninger vedrørende min person, herunder mine helbredsforhold, mv.
2.3 Særligt om plejehjem: Hvis jeg får en demenssygdom eller en alvorlig hjerneskade, der sætter mig ud af stand til at ræsonnere fornuftigt, og derfor nægter at flytte på plejehjem, selv om det er bedst for mig, og mine pårørende ikke længere kan hjælpe mig, hvis jeg bliver i egen bolig, så ønsker jeg at blive flyttet på plejehjem. Dette ønske gælder, også selvom jeg stritter imod, for nu, hvor jeg er ved mine fulde fem, forstår jeg godt, at det vil være det rigtige. Det er således mit ønske, at min fuldmægtig træffer beslutning om, hvornår det er på tide at flytte på plejehjem i samråd med læger. Jeg giver hermed mit samtykke til at blive flyttet på plejehjem, dog skal det være til et plejehjem, der har en demensafdeling eller en afdeling, der tager særligt hånd om hjerneskadede. Skulle det blive strengt nødvendigt at sende mig midlertidigt over et almindeligt plejehjem, kan dette kortvarigt tillades, dog nægter jeg at tage imod en plads nogensinde på [specifikt plejehjem].
(forklaring til læseren af bloggen: Dette er et ønske. Men det er faktisk sådan, at hvis jeg bliver hjerneskadet eller rammes af demens og modsætter mig at komme på plejehjem, kan selv denne FFM ikke udløse, at jeg bliver flyttet på plejehjem mod min vilje. Mit formulerede ønske kan imidlertid hjælpe til, at beslutningen kan træffes af helbredshensyn, uden at mine pårørende får dårlig samvittighed.
At jeg ikke ønsker at være på [et specifikt plejehjem] er mit personlige fravalg efter at have oplevet stedet..
2.4 Særligt om genoptræning
Hvis jeg får en hjerneskade og nægter behandling og genoptræning, giver jeg hermed genoptræningspersonalet fx på Neurorehabiliteringen retten til at holde mig tilbage fra at gå fra bygningen, og i stedet holde på mig og genoptræne mig. Min fuldmægtige må her gå ind og vurdere i samråd med personalet om, hvor længe en genoptræning giver mening.
(forklaring til læseren af bloggen: Jeg har set personale give op over for at holde en hjerneskadet slægtning tilbage, skønt vedkommende ville have bedst ved at blive genoptrænet efter en hjerneskade. Dette gjorde et enormt indtryk på mig. Personalet måtte ikke tilbageholde hende med magt og uden tilsagn. Igen er dette kun et ønske, idet jeg ikke vil kunne tilbageholdes mod min vilje, skulle jeg en dag selv blive hjerneskadet, men det vil hjælpe personale og pårørende til at kunne fortælle mig, at det har jeg selv ønsket.)
2.5 Særligt om bolig
Jeg vil helst passes i min nuværende bolig, [navn på boligen], så længe som muligt. Men hvis jeg får en så belastende sygdom ud over de ovennævnte, at [min mand] eller mine pårørende, må opgive at passe mig hjemme med diverse hjemmeplejere, har den fuldmægtige også min tilladelse til at flytte mig på et plejehjem, frem for at påtage sig at passe mig. I det tilfælde (fx handicappet uopretteligt efter trafikulykke) ønsker jeg ikke en plejehjemsafdeling, hvor der er mennesker ramt af demens.
Jeg ønsker om muligt i alle tilfælde at komme på et plejehjem i nærheden af mine børn, pt. helst [xx] eller[yy]. Skulle mine tre børn været flyttet ud af København til den tid, hvor denne fuldmagt træder i kraft, vil jeg overlade til dem at finde et plejehjem, der gør det nemt for de fleste at besøge mig.
- 3 Gaver
Fremtidsfuldmægtigen skal være berettiget til at give almindelige, sædvanlige gaver fra mig i forbindelse med fødselsdage og jul til fuldmagtshaver [husbond], til mine tre børn, også hvis en af dem bliver fuldmagtshaver, til mine tre stedbørn og til børnebørn af alle seks børn.
- 4 GPS Tracking
Fremtidsfuldmægtigen er desuden efter mit særlige ønske berettiget til at ansøge om særlige hjælpeforanstaltninger, herunder, men ikke begrænset til, GPS-overvågning af mig samt andre hjælpemidler, som den teknologiske udvikling måtte kunne tilbyde i fremtiden.
- 5 Begravelse
Mine ønsker til begravelse mm er nedfældet i min sidste vilje, som ligger [der og der], hvor øvrige vigtige dokumenter også findes, herunder testamente og diverse attester.
Nærværende fremtidsfuldmagt er vedstået for notar, der ved sin underskrift har bekræftet fuldmagtsgiverens identitet samt at denne var i stand til fornuftsmæssigt at oprette en fremtidsfuldmagt.
Besøg hos notaren
Efter at have skrevet alt dette ind i formularen, bestilte jeg online plads til et besøg hos notaren ved Københavns Byret, som jeg hører under. Jeg kunne komme til med det samme. Man skal huske at have noget legitimation med, og vide, at man skal igennem en sikkerhedskontrol, men venteværelset er smukt udsmykket af kunstneren Jesper Christiansen, der har lavet nogle gigantiske malerier af det gamle København med overraskende visuelle forskydninger, og tilføjet en lille Søren Kierkegårdfigur, der som en anden ”Find Holger” går igen på alle malerierne.
Alene det er turen værd til notaren! Vi fik en meget fin behandling, og det tog ingen tid. Det kostede 300 kroner pr. dokument.
Tilbage var at lægge en kopi i min dokumentmappe og at sende en fil til de børn, der er nævnt som stedfortrædende, så de også har en udgave af dokumentet.
Tak til alle, der har hjulpet med gode formuleringer og input til, hvad der skulle stå!!
[…] er lige så vigtig (læs mit opslag her). Den kom ikke i brug hos os, men de samtaler, vi havde, mens vi skrev den, var også uvurderlige i […]