De nye gamle bryder igennem i 2023

Lige før sommerferien sidste år fik jeg et spørgsmål, som jeg har gået og tænkt rigtig meget over siden. Jeg blev nemlig inviteret til at deltage i en tænketank om livsovergange, og som optakt til vores første møde fik vi spørgsmålet:

– Hvad er det for en rolle i samfundet, du som senior ønsker dig fremover?

I løbet af de følgende måneder har jeg stillet spørgsmålet videre, både til jævnaldrende (jeg er 67) og til nogle på begge sider af dette afgørende tal. Og svarene har været meget inspirerende og dybt forskellige.

Først og fremmest: Du er som 67 årig allerede helt automatisk blevet tildelt en rolle. En rolle, der siden 1980erne, hvor man første gang lancerede begrebet ”ældrebyrden”, i meget høj grad er defineret passivt: Det forventes, at man går på pension, holder op, trækker sig tilbage, synker ned i sin Otiumstol. Senere i livsfasen bliver vi forbundet med ord som sårbar, svag, plejekrævende, syg, hjælpeløs, og i horisonten skimtes ubrugelig, besværlig, uinteressant, værdiløs. At vi ovenikøbet bliver rigtig mange, forværrer kun situationen.

”Stolegymnastik og EDB”

Vi tildeles denne rolle administrativt, alene fordi vi passerer en dato, en reel udløbsdato. Vi er ”Holdbar til og med 67”, måske lige akkurat ”Bedst før 67”. Der er ikke anden begrundelse for denne pludseligt opståede nedvurdering, end at vi har rundet vores 67. fødselsdag, uanset om vi er nedslidte eller i fuld vigør.  Det opleves igen og igen, som at vi fra den dato simpelthen ikke regnes med som andet end en omkostningskrævende byrde, andre hænger på, til vi stiller træskoene.

Men den rolle ønsker jeg ikke. Jeg ønsker ikke at blive tildelt en rolle, og slet ikke den automattiltænkte, passive. Jeg ønsker selv at tage en rolle, ikke modtage. At foretage et aktivt valg, så jeg ikke blot mekanisk placeres, hvor andre, altid yngre, forventer, at jeg er: Allerede som 63 årig fik jeg de første invitationer til kommunale arrangementer for kommende seniorer, hvor overskriften typisk har været ”Mere fri tid”, og hvor 39 ud af 40 stande handlede om sport eller frivillighed, og kun én frivillig organisation (Senior Erhverv) havde fokus på et fortsat arbejdsliv. Den første invitation, som jeg modtog fem år før pensioniststatussen, var bilagt flyers for ”Stolegymnastik” og ”Kursus i EDB”. Virkelig motiverende!

Hvad vil du vælge til?

Jamen, hvis jeg ikke har investeret i denne Otiumstol endnu, hvad er det så, jeg vil de næste par år? Hvad er det, jeg så aktivt vil vælge til? Svaret er selvfølgelig individuelt. For nogle er det at fortsætte med at arbejde som før, for andre er det at blive frivillig, for endnu andre er det at være til rådighed for børnebørn. Og for andre igen er det endelig at få tid til sysler, man har glædet sig til. Der er sikkert endnu flere svar, og alle er lige fuldgyldige.  Jeg er ikke ude på at udskamme dem, der blot vil have fred og ingen forpligtelser.

Gamle er unge, der er blevet ældre, så vi er fuldstændig lige så forskellige som ældre, som vi var, da vi var unge. Men fordi vi administrativt kan kategoriseres som én sammenhængende masse, folkepensionister, ses denne diversitet ikke. Vi kunne være stolte over at være folkepensionister, men jeg har faktisk mødt flere, som ligefrem skammer sig over at bruge ordet. Fordi de øjeblikkeligt – selv ofte af andre jævnaldrende – ikke betragtes som ligeværdige med dem, der er yngre.

Vi skal være stolte over at ældes. Vi skal ikke hele tiden prøve at være unge og fornægte alderen, men vedkende os, at alderdommen er et livsvilkår, og favne mulighederne, der ligger i dette.

Hvis man gør sig klart, at vi selv vælger, selv kan tage vores egen individuelle rolle,
kan vi tage afstand fra at blive massekategoriseret og automatforkastet
og i det mindste bevare selvrespekten.
Vi kan definere os ud fra noget andet, end det, vi er tvangsdefineret som.

At tage “en rolle i samfundet”

Hvad betyder det så at tage en rolle i samfundet?  Her flytter fokus sig lidt fra det private og ud i fællesskabet.  Det betyder i min optik at arbejde for noget, der er større end en selv. At kære sig om, hvad der også sker for andre. At påvirke til ændringer, at påpege forhold, der trænger til revision. At tage initiativ selv til at ændre verdenen. Som Jytte Hilden sagde i et interview, da hun for nylig fyldte 80: ”Hvis man ikke selv gør noget, er der andre, der bestemmer”.

Jeg er også sådan opdraget: Da jeg gik i sjette klasse, fik jeg Den Lille Røde Bog for Skoleelever af min far. Ikke fordi han var særlig revolutionær, snarere tværtimod, men fordi jeg havde opponeret mod min klasselærerinde, fru Yde. Hvad konflikten med hende gik på, kan jeg ikke huske, men jeg husker, at jeg fik lov at fremføre mit ærinde, stående ved siden af pulten og skælvende vente på dommen. Hun indledte sit svar med ordene: ”Du er høflig, men kritisk.”

Den, der har evnen, har pligten

Jeg vidste ikke rigtig, hvad hun mente, men forstod, at det var lykkedes mig som den eneste at fremføre et synspunkt uden at blive smidt ud som næsvis. Jeg blev hørt. Ved middagsbordet refererede jeg begivenheden, og dagen efter kom min far med ”Den Lille Røde Bog for skoleelever” og følgende dedikation: Bliv ved med at være ”høflig, men kritisk” – og konstruktiv. Med streg under konstruktiv.

Så, sommerens overvejelser førte til beslutningen om, at min rolle i samfundet de næste år vil være at formidle fortællinger fra det virkelige seniorliv – kritiske og konstruktive, som kommentator her, i bøger og på de sociale medier. For der er brug for nye fortællinger om at blive ældre. Brug for, at vi taler mere om aldring end om alder. Og i sidste ende at vi går fra offer til aktør, fra afmagt til agt, og i sidste ende fra agt til magt.
Ja, fra agt til magt – for vi bliver rigtig mange, og der er mange ting, der skal ændres. Vi må selv gå forrest.
Og de, der har evnen, har også pligten til at løfte. Også selv om det sker for 117. gang, også selv om man er blevet pensionist og havde glædet sig til at hvile på laurbærrene. Det kan du gøre, når du bliver gammel!

Personligt har jeg åbnet min egen blog www.mensjegblirgammel.dk. Jeg har fået mulighed for at skrive debatindlæg i Altinget, og jeg har fået foreløbig 754 abonnenter på et nyhedsbrev på LinkedIn, som har fokus på ”de nye gamle”. Tak for opbakningen!.

Men dét, der er sket hos andre i 2023, er endnu bedre:

Stemmerne rejser sig

Stemmerne rejser sig. Det pibler frem alle vegne. Godt hjulpet på vej af det store behov for arbejdskraft er fokus i stigende grad blevet vendt mod seniorerne, der stadig kan og vil arbejde. Stemmerne fra de 50+ere, der føler sig udelukket fra arbejdsmarkedet på grund af alder, bliver hørt. Fagforeninger har skærpet opmærksomheden på seniorsegmentet. DM (Magisterforeningen) samler eksempler på, hvor vigtigt det er at sætte ord og billeder på et fortsat arbejdsliv i netværk. DJØF har samlet stemmer fra seniorer, der er over 60 og endnu ældre, og som inspirerer med deres arbejdsliv. Journalistforbundet har publiceret et helt Seniorunivers (disclaimer: jeg har været med til det), Faglige Seniorer udvider deres gode nyhedsbreve og tilbud hele tiden og udgiver hvert år en frisk Seniorhåndbog. Ældre Sagen har sat øget fokus på seniorer på arbejdsmarkedet bl.a  i Seneskiftrapporten. Vi fylder mere i medierne, fx i lødige og erfaringshyldende TV programmer, som Verdensdamerne. Og som forsidemodeller i magasinerne. Vi strømmer til  Seniorfestival og Seniorforum

De nye gamle bryder igennem

Og bedst af alt – stemmerne kommer fra rødderne! Fra os selv, på alle mulige fronter, i alt fra klimaaktivister til Instagrams Influenter over 50. Facebook bugner af grupper. Stemmerne samler sig i voksende bevægelser anført af dem, der ønsker at ændre paradigmet. Det pibler frem med initiativer, som bygger videre på dem, der som enkeltpersoner eller i smågrupper faktisk allerede for 15-20 år siden sagde det samme, men som nok ikke havde tiden og den kritiske masse med sig. Det har de nu, og også deres medlemskaber øges.

Allerede i 2030 vil der være 165.000 flere danskere, der er 65 år eller derover. Det tal stiger til næsten 340.000 i 2040.
Vi har vigtige roller at spille.

Vi står over for et gennembrud, måske en tsunami for nogle, for andre måske blot en demografisk aldersbølge, der senere lægger sig.
For mig et forår midt i et efterår. Det spirer frem alle vegne. Der er lagt frø til en anden aldersopfattelse, og planterne slår rod nu.

Paradigmeskiftet bryder igennem i 2023 for fuld kraft ved hjælp af os selv, er min forudsigelse: Vi har tiden med os, vi har den kritiske masse, helbredet, økonomien og initiativlysten, og samfundet er modent (sic) til os.

Åh, det bliver et dejligt år!