77 årig smykkedesigner med upcyclede værker er eneste dansker på international event i Paris

Jeg skulle have været til Paris i oktober. Fjorten dage sammen med den banebrydende smykkedesigner Kirsten Sonne fra SonneJewels, der deltager med Non Portable Jewelry!
Altså, hun deltager med Ubærlige Smykker! At de så samtidig er bæredygtige og indgår i kropsudsmykningen, gør kun attraktionen mere interessant og samtidi, kontemporær.

Der arbejdes i køkkenet, mens vore mænd i stuen planlægger cover og bogforside til min mands næste produktioner.

I weekenden arbejdede vi sammen i mit køkken på pressemeddelelsen om hendes deltagelse i den store Parcours Bijoux, der finder sted næsten 50 steder, gallerier, butikker og andre sjove lokaliteter rundt om i Paris den 6. til den 11. oktober 2023.

Men jeg kommer ikke med, da familiære forhold har umuliggjort, at jeg tager af sted. Til gengæld følger jeg tæt med fra København og på Instagram.
Kirsten Sonne, som jeg har kendt i mange år, og som jeg mødte, da hun var grafisk designer på det hedengangne også banebrydende magasin Kvinder, er uddannet grafisk designer, har virket som sådan i mange år, senest i 20 år som selvstændig designer.
Sideløbende med det grafiske arbejde har hun arbejdet stædigt med at fremstille smykker af genbrugsmaterialer. Hun har et særligt blik for at se det sjove i, hvad andre oplever som skrot. Hun samler de underligste ting og får de smukkeste smykker ud af det.

En halskæde af Barbiedukkehoveder, en  broche af knus glas fra et vandaliseret busstoppested, en anden broche af et stykke opgravet asfalt. De smukkeste øreringe af perlemor fra gamle nøglehuller, brocher af dukkeben, og skøre smykker af gamle kabler. Det er en fest at besøge hendes værksted i Jægersborggade på Nørrebro i København.

Nu tager hun til Paris og installerer sine værker, der vitterlig ikke kan bæres i det daglige, men som er fashion statements, ren branding af bæreren.

 

 

 

Og pressemeddelelsen – den kommer her:

Cape’en af perlemoriserede papmachekugler vejer 3,5 kilo foto ©Ann Malmgren

Pressemeddelelse til redaktionen:
UBÆRLIGE BÆREDYGTIGE BÆRESTYKKER PÅ VEJ TIL PARIS
Smykkedesigneren Kirsten Sonne, 77, er eneste danske deltager på den store franske smykkeevent Parcours Bijoux i Paris den 6. – 11. oktober 2023.

Kirsten Sonne deltager med en række upcyclede smykker, der er komplet uegnede som smykker i gængs forstand!

  • Grænserne for, hvad et smykke er, skubbes til stadighed, for hvis en taske på størrelse med et gran salt (solgt for 63.000 dollars i foråret) stadig er en taske, så er ubærlige smykker vel også stadig smykker!, fremhæver den garvede designer, der de sidste 20 år har lavet smykker af, hvad andre betragter som skrot.

Sonnes smykker viser på humoristisk vis, at brandet bliver værdien, ikke funktionen. Hun deltager selv blandt andet med en gulvlang halskæde på tre meter lavet af firkanter af plasticposer, en 35 kilo tung cape af megastore perlemorspapkugler og en barkbroche på størrelse med en middagstallerken.

“Jeg har lavet smykker af genbrugsmateriale i mange år, også før upcycling blev et buzzord. Det er da dejligt, at jeg rammer ind i trenden, men også at der er denne trend med at tænke seriøst om genbrug og upcycling. Smykker er ikke længere for de få udvalgte. Smykker plejer at være af guld og diamanter, mine er ikke af ædelmetaller, men de har en skønhed, som er lige så meget værd som dem af ædelmetaller.”

Parcours Bijoux holdes hvert tredje år og er en event, hvor tæt på 50 smykkedesignere fra hele verden viser deres værker rundt om i små gallerier i Paris. Kirsten Sonne har lejet et galleri i det 10. arrondissement og deltager med, hvad hun kalder ”Non Portables, en smykkedesigners kommentar til en fashion trend”. Udstillingen er censureret, og hun er eneste dansker, der er kommet igennem nåleøjet.

Halskæden er lavet af firkantede stykker plasticposer og er tre meter lang med en mægtig hægte i messing. Foto: ©Ann Malmgren

Smykkerne er ligefrem kropsudsmykning, body adornment, for Kirsten Sonne forestiller sig ikke nødvendigvis, at smykkerne bliver købt for at blive båret til hverdag: De er simpelthen for store, for tunge, for skrøbelige, bare for meget.

“Men de er snarere del af en trend med kropsudsmykning som branding af en selv: Man går jo heller ikke hen til en fest på tårnhøje stiletter – man har dem med i tasken og tager dem på, når man nærmer sig”, fremhæver Sonne. “Det samme med mine smykker. Og så må det gerne give et gib i folk: At flytte noget, man tidligere har set i ét univers over i et andet, skaber ny værdi for genbrugte materialer, smiler Sonne, der har et godt blik for at se noget sjovt i netop dét at flytte ting fra sømkassen til smykkeskrinet.”

Kirsten Sonne er uddannet grafisk designer fra Danmarks Designskole, drev så i 20 år egen tegnestue og arbejdede sideløbende med skrot.  For syv år siden etablerede hun webbutik, fysisk butik og værksted  SonneJewels i Jægersborggade på Nørrebro i København og har taget mange kurser i guldsmedehåndværket for at kunne styre processen selv.

Kirsten Sonne smykkedesigner af skrotmaterialer

Kirsten Sonne med et af sine værker om halsen. Foto : ©Ann Malmgren

Hun sælger allerede fra gallerier i Norge og England, men ambitionen med at tage til Paris er at få et større internationalt gennembrud for sine smykker, men også for at fortælle om sit konkrete arbejde, om at holde fast i arbejdet op i en sen alder, og for at deltage talks om upcycling, inspiration og smykker, for – hvad er smykker og hvornår er et smykke et smykke?

 

For yderligere oplysninger kontakt: Kirsten Sonne, telefon  +45 2579 1490,  email sonnejewels@mail.dk
Find trykklare fotos til fri afbenyttelse i pressesammenhæng her: www.sonnejewels.com/filter/parcours
Det vil være venligt at kreditere fotografen ©Ann Malmgren

Kirsten Sonne rejser til Paris den 3. oktober, men kan nås inden på ovenstående.
Herefter træffes hun i The Window, 1, Rue Gustave Goublier, 75010 Paris.

 

 

 

Kæden er lavet af stykker, der er skåret ud af en gammel vejafspærringscylinder. Foto ©Carsten Ingemann

Læs mere om Kirsten i min bog Senior og selvstændig:
Kirsten er en af de 15, jeg har interviewet om at arbejde videre til langt efter den officielle pensionsalder.
Det gør hun så glimrende, og hun fortæller her om at drive butik på godt og ondt. her er hun i værkstedet.
Her er et uddrag:

Abelone Glahn

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.