Du kan ikke ta’ det med dig – foredrag om at flytte fra stort til småt som senior

Igennem de seneste tre år har min mand og jeg arbejdet med at downsize, nedskalere, smide ud, give væk, pakke kasser, tage stilling til jordisk gods, vi ikke anede, at vi havde sat væk. Vi skal nemlig – på et eller andet tidspunkt  – flytte til noget mindre.

Dette læser jeg både bøger og artikler om. De fleste gange står denne livsfase – som faktisk er ret alvorlig og omfattende  både praktisk og følelsesmæssig – kun beskrevet med en sætning ala “Så pakkede vi huset ned og flyttede til Vejle, hvor børnebørnene bor”. j

Jeg har altid været fuld af undren: Hvordan gjorde de lige dét? Det lyder så let, men foreløbig har det taget mig mange mange timer at rydde det overflødige og finde frem til bare noget af det, hvad vi skal have med. Vi ved ikke engang, hvor vi skal hen, eller hvornår vi flytter fra den gamle landsbyskole på Falster i Maglebrænde, hvor vi har boet i snart tyve år.

Vi ved kun, at alle siger, at “man skal være i god tid”.

Det er vi så. Eller rettere det tror vi, for virkeligheden indhenter jo en engang imellem, og sygdom kan nogle gange speede en beslutning op. Vi har taget hul på denne overgangsfase. På godt og ondt.

Da jeg allerede har nogle ganske gode – og ind imellem dyrekøbte – erfaringer at dele ud af, har jeg besluttet at fortælle om det ved foredrag.
Derfor kan du nu høre om, hvordan vi prøver at gøre os klar her på Maglebrænde Gamle Skole, et par kilometer syd for Stubbekøbing på Falster.  Du kan følge med i processen, når jeg begynder at blogge for Bolius´særlige side “Hjem til den 3. alder”.

Her er lidt om foredraget:

Du kan ikke ta’ det med dig – om at nedskalere sit hjem hen mod den tredje alder

Causerende og informativt foredrag om at flytte fra en gammel landsbyskole og til – ja, det vides ikke!

Om det svære ved ”at være i tide”

Om at det tager tid at tage afsked

Om at involvere sine voksne børn

Om at komme af med det overflødige på mange forskellige måder

Om når sygdom ændrer alt

Om at finde inspiration til ny bolig og boligform

 

Forfatter og journalist Abelone Glahn (63 år) og hendes mand musikeren Peter Abrahamsen (77 år) bor og arbejder i en gammel skole på Nordfalster. Den er snart blevet for stor til to mennesker, selv om hver kvadratmeter er i brug. For nogle år siden tog parret fat på at nedskalere, rydde op, smide ud og lede efter nyt. Parret står stadig midt i processen, som så mange andre på vej ind i den tredje alder.

Abelone Glahn fortæller i et muntert toneleje om genvordighederne, fornøjelserne og de følelsesmæssige overvejelser ved denne overgangsfase, som kan være særligt svær for en, der er notorisk samler. Foredraget krydres med yderst praktiske informationer og mange billeder fra processen, som måske kan inspirere andre til deres flytteforberedelser.

 

Varighed 1½  time inklusiv spørgsmål

Forudsætning: Der skal være PC og lærred tilgængeligt. Der skal også være internetforbindelse.

Pris efter aftale Kontakt ag @ amedia.dk

#tinyliving #downsizing #nedskalering #denyegamle #dentredjealder #seniorliv #dukanikketadetmeddig

 

Abelone Glahn

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.