Den største og vigtigste oplevelse ved Tour de France 2022

Det var ikke den enorme og hjertevarme folkefest i hver afkrog af Danmark.
Det var ikke den hujende og heppende opbakning langs etaperne såvel her i landet som i Frankrig.
Det var heller ikke, da Magnus Cort spurtede tæt forbi os nogle hundrede meter foran resten af feltet i Havnsø.
Og det var ikke, da Vingegård stod på podiet i Paris med sin datter på armen.
Det var noget helt andet, der var min største oplevelse:

Jeg har ikke nødvendigvis været den største TDF entusiast, men min mand har år efter år siddet hele sommeren og kigget på cykelløbet. Jeg har nydt at stoppe op nogle minutter, mens jeg passerede frem og tilbage i stuen foran fjernsynet i andre ærinder, og set glimt af smukke slotte og betagende bjergsider i fjerne egne af Frankrig. Nydt årenes skiftende speakere fortælle om stederne, vi glimtvis så luftskud fra. Jeg har også nydt at sætte mig de sidste 10-12 kilometer før mål og følge opløbet, og da Kyllingen for mange år siden cyklede i gult, sad jeg måske nok lidt længere tid og lidt oftere og kiggede på, indtil han på en unødig dramatisk måde blev fjernet fra løbet.

Det er vist en klassisk position i mange familier…

Paris-etapen har jeg stort set altid set, i hvert fald fra de drikker champagne ude på ruten og så rundturene i centrum af Paris. Især det år, hvor et af vore børn befandt sig på Champs’en, men det er da også det længste, jeg har kigget med på en etape. I år har jeg læst flere artikler om TDF i aviserne, som bugnede af beretninger, analyser, eksperter, der alle syntes, de havde forklaringen på, hvorfor TDF er så meditativ, så episk, så mytisk, så alt muligt. Jeg har med fornøjelse hørt sportssproget endevendt af Adrian Hughes med Mader og Leth i studiet.

Jeg var også lidt starstruck, da jeg nogle dage inden løbets start sad med min voksne datter på en cafe ved Søerne og så Jørgen Leth blive hentet af den næste store cykelkommentatorstjerne Bastian Emil Goldschmidt, der har skrevet den fremragende bog “Fremad” om cykelløbets idealer igennem en række virkelige fortællinger. Mest struck over, at hun kendte Bastian. Jeg har til gode at læse hans bog, for jeg kunne ikke vriste den fra min mand, der tyrede den igennem uden stop, noget der ikke er sket i årevis. Bastian og Leth skulle kommentere løbet sammen på Discovery Channel. Genial ide. Vi kan bare ikke tage Discovery…

At lade sig rive med

Næh, der var noget helt andet, der virkelig betød noget. Men først lidt optakt: Allerede for et halvt år siden havde familien aftalt at mødes “allesammen” i Havnsø, hvor to af vores børn har sommerhus ganske tæt på den 2. etape. Vi ville være tæt på, følge hver eneste detalje og lade os rive totalt og forbeholdsløst med: Allerede i sommeren 2021 havde vi set gule cykler stillet op strategiske steder med flotte blomstrede cykelkurve nær Nyborg. De var tidligt ude. Da juli ’22 nærmede sig, forvandlede København sig også – Østerbrogade fik trekantede vimpler i stribevis hen over gaden i farverne gul (sejrstrøjen), grøn ( pointtrøjen ), hvid (ungdomstrøjen) og prikket (bjergtrøjen). Der blev skiltet med omlægning af ruter, træerne langs søerne trak i gule strømper, og selv papirkurvene blev pakket ind i gult med venlige anmodninger på fremmede sprog om at holde byen ren. Søpavillonen foldede gigantiske faner ud, Tricoloren fra tagryg til terrasse og Danneborg draperet ned til balkonen. Nogen sprayede den sidste dag før enkeltstarten i København sørgmodige gule stencils med ansigtet af den storsavnede Chris Anker Pedersen.

Sommerhus på ruten

Etapen i København sprang vi over, for vi havde fået at vide, at hvis vi overhovedet skulle nå hen til sommerhuset, der lå helt ud til ruten, skulle vi være fremme inden klokken 7 om morgenen på dagen for anden etape. Derefter ville vejene ned til Havnsø blive spærret. Alene på turen derop aftenen før steg spændingen, for overalt var der skilte, der varslede løbets komme, og den gule farve gik igen i alt – undtagen rapsmarkerne, der var afblomstret. I sommerhuset var der lidt panik, for vi kunne ikke få forbindelse til internettet, så vi kunne følge første etape, men det lykkedes, og vi så de første glideture på den våde enkeltstart.

Næste morgen, løbsdag 2, ruten over Sjælland til Storebælt og Nyborg, stod jeg meget tidligt op. Det var alt for spændende til at kunne blive liggende. Jeg ville ned til ruten og se, hvordan cykelrytterne ville blive modtaget af sommerhusgæsterne.
Formidabelt. Simpelthen. I den stadig kølige morgen mødte jeg en håndfuld kvinder på min egen alder og lidt ældre, der var i gang med at spraye navnene på alle de danske ryttere i meterhøje bogstave på asfalten! Den havde jeg alligevel ikke set komme. Den mest myndige af dem jokede med, at de nok ville få bøvl med formanden for grundejerforeningen, men de havde, som man skal, brugt kridtspray (det vidste jeg sgu ikke, at der var noget, der hed), så det skulle nok gå godt. Det viste sig, at hun var gift med formanden…
Nogle timer senere dukkede der så nogle mænd op og malede Dannebrog i mellerummene – men det var ikke ligefrem kridtspray, de brugte…

Hele vejen langs det stykke af ruten, der gik langs Sejrøbugten, havde sommerhusejerne pyntet haverne. Gule cykelstel, sprayede cykelhjul som citronskiver på række, udsigtsplatforme på stilladser inde i haverne, vejsten var malet  med røde prikker, målporte opstillet i pap, Dannebrog og alt, hvad der kunne være gult. Jeg undrede mig over, at der var så lidt merchandise med TDF logo, for jeg havde regnet med, at supermarkederne ville have grebet chancen til at sælge hatte, flag mv, men det er åbenbart ikke lovligt uden tilladelse fra TDF – og havde formentlig også kostet en pæn pris. I det farlige sving, som feltet ville ramme vinkelret på, var der opstillet stilladser i flere etager. Det så faretruende ud, og jeg tænkte, at det virkelig lagde op til ulykker. Jeg var glad for, at vi skulle stå godt 75 meter fra.

Jeg var vildt imponeret over den opbakning, danskerne viste ved at være så meget til stede, så ivrige for at være med. Og den imponade voksede kun de følgende timer, hvor flere og flere festligt udklædte dukkede op. I mangel af bedre var flere trukket i fodboldfarver, rød-hvide, men det var tydeligt, at der slet ikke var samme type stemning, som ved fodboldkampe. Her var  forventningsfuld folkefest, ikke mindst, fordi vi overhovedet ikke vidste, hvordan det ville foregå de næste timer.

Aftenen inden havde jeg været henne at afspærre et lille område ud for sommerhuset omkring et meget stort metaldæksel, der formentlig dækkede en kloak. Her kunne der stå et par stole, for vi skulle jo sidde længe, og så skulle vi ikke sidde på en skrånende vejbred. Vi gik nu i gang med at klippe det vildtvoksende pilehegn, så vi overhovedet kunne se ned ad vejen i den retning, hvor feltet ville komme. Alt var planlagt til ankomsten: Der var på sommerhusets overdækkede terrasse opstillet et stort TV, så vi kunne følge med i, hvor langt de var kommet, og så vi kunne stå ude langs vejen på det rigtige tidspunkt. Alle indkøbte fødevarer var franske, franske oste, flutes og fransk vin – og ikke mindst den store gryde løgsuppe, der stod og simrede, og som vi skulle slutte af med, når feltet havde passeret os.

Gosh, hvor tog det lang tid, inden de kom. Men tiden var fyldt med overraskelser for os, der aldrig har set, hvad der foregår uden for TV-skærmen. Hele entrouragen, hele karavanen, som det hedder, hvor det ene optog af lastbiler, pyntede vogne og gigantiske figurer af de farvede trøjer blev trukket i hidsigt tempo gennem landevejens sving. Reklamelastbiler, fra hvis lad der blev kastet merchandise ud, så vi snart var iklædt både røde og blå caps med de mærkeligste slogans på.
På et tidspunkt kom der en mindre varebil med en klokke, som om det var Hjem-Is bilen – det viste sig, at det var vognen, fra hvis bagsmæk man kunne købe autoriseret TDF merchandise. Det gjorde vi så. Til exorbitante priser. Never miss a chance for noget historisk.

“Så I, at han smilede til os!”

Vi filmede og filmede med vores kameraer, tog gruppebilleder, postede på Instagram, facbook, twitter, tiktok, hele moletjavsen, gik helt amok og kastede en cykel op på sommerhusets naturtag, der var dækket af gule blomster, og skrev til TV2, at de fra luften havde et godt motiv….

Endelig, efter en lang række falske alarmer, hvor motorcykler, politivogne og hjælpebiler spurtede forbi, kom Magnus Cort og en anden rytter nogle minutter foran de andre. Vi havde forberedt at synge “Mit navn er Magnus Tagmus”, da han passerede, men det gik så hurtigt, at vi knap nåede at råbe “Magnuuuuuuus”, før han var forbi. Men det lykkedes mig at filme passagen på min mobiltelefon, og jeg var helt høj.

INDTIL vores søn begejstret råbte: SÅ I, AT HAN SMILEDE TIL OS?

Det havde jeg simpelthen ikke set, selv om jeg stod og filmede det. Jeg kunne svagt se det på optagelsen. Han drejer sit ansigt over mod vores lille heppende flok og sender os et stort smil med overskæg.
MEN JEG SÅ DET IKKE, fordi jeg var så optaget af at filme med mobilen.

De alvorlige 8 sekunder

DA var det, at jeg kom i tanke om Brian Holm, der i en udsendelse havde opfordret folk til at lægge mobiltelefonen fra sig og bare opleve.

Jeg lagde mobiltelefonen fra mig, da feltet kom!

Og her kom den allerstørste og helt uventede oplevelse ved Tour de France, en oplevelse, jeg gerne rejser mange kilometer for at få igen:
Da feltet passerede os, tog det højst 8 sekunder. Vi råbte og skreg, men det eneste, jeg hørte, var hjulenes hvislen og kædernes metalliske knæk. Træerne på begge sider af vejen lavede en eller anden form for lydtunnel, så lyden omsluttede os fuldstændig.

Lyden var alvorlig. Koncentreret. Sammenbidt, Urørlig, Altudelukkende og Professionel. Kompakt lukket henover denne metalliske slange af tætcyklende ryttere, der forberedte sig på et grimt sving. Intet skulle forstyrre dem. Vejen var smal, rabatten gruset, folk kunne komme i vejen. Men det var først og fremmest lyden af alvor.

Og så var de forbi os. Jeg stod fuldstændig som lammet, for det var overhovedet ikke, hvad jeg havde forventet. Det kom så overrumplende, så fremmed, så stærkt. En lyd, der aldrig har været gengivet i TV, en lyd, jeg aldrig har hørt før, en lyd, der er deres alene, og ikke vores.

Jeg takkede i tankerne Brian Holm. For hvor er vi åndssvage at ville filme det hele, hele tiden, altid. Jeg er journalist og vil altid dokumentere. Mine børn har igen og igen sagt det til mig. “Læg den nu fra dig, mor”. En forfærdige (dejlig) vane, men her var det eneste rigtige at slippe kameraet og opleve selv.
En alvorlig lyd, og en alvorlig lære for mig. Læg telefonen. Lev livet live. Se og hør med dine egne sanser.