Danmark går måske i gråt, men ikke i sort!

Kan vi snart få en respektfuld samtale om, hvad vi seniorer kan gøre for samfundet i de kommende år i stedet for at blive betragtet som dem, der får Danmark til at gå i sort! Jeg er efterhånden træt af aldersbashingen, der ligger som en murrende undertone af bebrejdelse, hver gang talen falder på det stigende antal gråhårede, der vil fylde Danmark i de kommende årtier.

Danmark går i gråt?
Er et aldrende samfund et stagnerende samfund?
Vil de grå have pengene og den politiske magt?
Har vi råd til velfærden, når der bliver flere ældre?
Er vi på vej til et gerontokrati?

Så kan det ikke blive meget værre: Spørgsmålene falder tæt i den nye bog, Danmark går i gråt? . Bemærk det spørgsmålstegn, der står i enden af titlen, men som stort set alle overser.

De to forfattere og økonomiforskere Torben M. Andersen og Jan Rose Skaksen har med omhu valgt at stille (let retoriske) spørgsmålstegn ved de mest fordomsfulde udsagn, der for tiden florerer om ældrebyrden i deres bestræbelser på at kortlægge samfundsøkonomiske effekter af en aldrende befolkning. Kan det virkelig passe, at Danmark nærmest går under i et regulært aldersvælde, når befolkningen ændrer så markant sammensætning i de kommende årtier?!

Ærlig talt efter at have læst alle omtalerne af Danmark går i gråt? lyder det, som om den værste ulykke rammer os, fordi håret gråner på flere og flere. Mest fordi de fleste aviser citerede et nyhedstelegram, der fokuserede på, at forskerne anslår, at det offentlige i de kommende år skal rekruttere +80.000 personer for at imødekomme behovet for hænder.

Men som bekendt er der 50 shades of grey. Arh, den var måske lidt plat, men faktisk er udsagnet meget præcis: For bogen viser et langt mere nuanceret billede på vores fremtid og peger på temmelig oversete udviklingsmuligheder, som de mange ”nye gamle” giver:

”..den demografiske forandring fremstilles nogle gange som en befolkningskrise, eller at vi står over for en ældrebyrde”, skriver forfatterne: ”Længere levetid øger selvfølgelig kravet til forsørgelse, det er dog ikke en krise, men et spørgsmål om, hvordan vi vil prioritere i forhold til de nye muligheder. Det samme kan siges om ny teknologi – det skaber også nogle nye muligheder – og spørgsmålet er, hvordan vi vil forvalte disse muligheder”, fremhæver forfatterne i indledningen. Dén diskussion skal vi gå mere ind i, frem for at fortvivle over de manglende hænder her og nu.

For som de skriver: ”Der er rig mulighed for at påvirke udviklingen og dermed sikre den positive fremfor den negative udvikling af en ændret alderssammensætning i befolkningen.” Status quo er ikke en mulighed! Vi skal påvirke udviklingen frem for at blive drevet af den.

Og så kommer vi til de gode fakta: De nye gamle bliver ved længere, både på og uden for arbejdsmarkedet. Vi stiller krav til den nye teknologi, herunder til AI om nye produkter til nye behov. Vi er trætte af at bruge alt for mange penge på vore alt for store boliger og vil stille krav til andre boformer at blive rigtig gamle i. Og fordi mange af os er relativt ved muffen, vil vores forbrug ændre på udbud og efterspørgsel af forskellige varer og tjenesteydelser.

Er der så et arbejdsmarked for seniorer? Jep: Knap halvdelen af den beskæftigelsesvækst, der har været siden 2013, har været blandt seniorerne! Den meget klare stigning i beskæftigelsen for de 60 årige kan først og fremmest forklares med den stigende efterløns- og pensionsalder, men også fordi demografiens udfordringer er imødekommet ved at øge arbejdsudbud og beskæftigelse. ”Der er ikke tegn på, at grænserne for at gå ad denne vej er udtømte, både set ud fra den udvikling, der er på arbejdsmarkedet og udviklingen i de lande, vi normalt sammenligner os med”, fremhæver forfatterne.

Udviklingen for de seneste kohorter af ældre peger klart i retningen af, at de ældres muligheder er forbedret. De har ikke fået mindre krævende roller på arbejdsmarkedet; faktisk tyder tallene på, at de ældre i voksende grad forbliver som ledere, når de kommer op i årene; de tilbyder noget, som efterspørges på arbejdsmarkedet. Kvaliteten af deres arbejdsudbud er også vokset, da det generelle uddannelsesniveau er steget, både for kortuddannede og lang uddannede.
Men langt fra alle trækker sig tilbage senere: Kun 1/3 er stadig i beskæftigelse i året op til, at de fylder 67 år.

Der er mange grunde dertil, både at nogle ryger ud af statistikkerne, fordi de selvpensionerer sig, opgiver efter langtidsledighed, har sparet op til at kunne trække sig tilbage eller er ude af stand til at arbejde videre. Alligevel er der et stigende antal, der fortsat arbejder efter de 67, i dag cirka en femtedel.
Vi skal simpelthen arbejde mere på en anden forståelse af ældre som nogle, der lander i lænestolen ved de 67, hvorefter de langsomt taber funktionaliteten. De nye gamle har en helt anden både fysisk og mental kapacitet end for 20-30 år siden. At hæve pensionsalderen betyder imidlertid ikke automatisk, at alle trækker sig et år senere tilbage, fortæller bogen: En stigning i levetiden vil ifølge Finansministeriet højst øge den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder med 0,41 år.

Forfatterne berører, om personer i arbejdsstyrken kan og vil arbejde mere. Her tales både om unge og gamle. Der er potentiale i at få flere til at skifte til heltid og i at mindske sygefravær. Men samtidig diskuteres også ønsket om at have bedre balance mellem familieliv og arbejdsliv. Som jeg læser bogen, mener forfatterne, at et hensyn til denne balance kan påvirke velfærdssamfundets finansieringsgrundlag: Hvis for mange går på deltid, er der ikke økonomi til det velfærdssamfund, vi har nu.

Men helt at afskrive deltid som et redskab til at fastholde seniorerne er jeg ikke enig i: I mine øjne en det en fornægtelse af, at vi samtidig ofte er pårørende til børnebørn og til endnu ældre forældre og ulønnet påtager os et stærkt nødvendigt omsorgsarbejde sideløbende med, at vi forsøger at forblive på arbejdsmarkedet. Det kan kun gå op, hvis vi går ned i tid.

Forfatterne fortæller detaljeret om de nuværende lukrative ordninger, der har lokket flere til at fortsætte, så som fjernelse af modregning i folkepension og tildeling af seniorpræmie, men desværre beskriver de ikke oplagte yderligt motiverende tiltag, der kunne fjerne alle de administrative og helt idiotiske benspænd, som vi oplever, når vi fortsætter:

At vi ikke kan sætte folkepensionen på pause mere end to gange, at vi ikke kan pausere ratepensionsudbetalinger, at vi ikke kan være erhvervsforsikrede efter 67.

At vi kun efter ét kriterie kan hæve sygedagpenge, hvor dem under 67 kan gøre det efter syv kriterier.

At vi kan blive afkrævet erklæring om at have forladt arbejdsmarkedet for overhovedet at kunne få lov at tage hul på aldersopsparinger, der kunne være et supplement til deltidsjob.

Lovgivningen af i dag er grundfæstet i et lønmodtagersamfund, der eksisterede i mine bedsteforældres tid. Vi ser ind i en helt anden tid, hvor såvel de nye gamle som de nye unge efterlyser en mere fleksibel tilrettelæggelse af arbejdslivet efter livsfaser.

Vi er derude, vi grå hjælme, og hvad vi ellers bliver kaldt af nedsættende udtryk. Vi er der, og vi bliver der længe. Kan vi så ikke nok snart få en respektfuld samtale om, hvad vi kan gøre for samfundet i de kommende år i stedet for at blive betragtet som dem, der får Danmark til at gå i sort.