Staten lukrerer på gratis omsorgsarbejde på lånt tid – og de forkerte belastes endnu mere.

Forleden fik jeg nogle tal, som foruroligede mig meget. Det var tal for, hvor meget ubetalt omsorgsarbejde, der leveres af dem, som erhvervslivet gerne ser fortsætte på arbejdsmarkedet længe endnu.
De friske tal fra en undersøgelse lavet i efteråret kom frem på ”Seniorernes Topmøde” på Christiansborg, afhold af SeniorKlar, der er et samarbejde mellem Faglige Seniorer og Østifterne. I undersøgelsen har man set på, hvilke barrierer seniorer oplever som hindrende for, at de bliver lidt længere på arbejdsmarkedet.

Den første barriere var økonomi. Det er ikke så overraskende: Hvis man skal blive på arbejdet, ønsker de fleste seniorer at gå ned i tid. Ned i tid betyder ned i løn. Tallene viste, at 62 procent af mændene vil være villige til at gå ned i løn, mens det kun var 47 procent af kvinder: Vi har stadig ikke ligeløn, og kvinderne får stadig mindre indsat på deres pensionsordninger. (Suk. Det sagde v i også for 40 år siden, da jeg trådte ind på arbejdsmarkedet). Så hvis det ikke ændres, flytter tallene sig ikke.

Den anden barriere var de omstillinger, der kunne følge af ændret tid og ændrede arbejdsopgaver: 40 procent af de adspurgte så dét at skulle skifte arbejdsplads som en barriere. 27 procent var utrygge ved at skulle skifte kolleger eller teams. 22 procent var også bange for, om de færdigheder, der ville blive krævet af dem, var nogle, som de kunne leve op til. Her er der klart en opgave for arbejdsgiverne i at afstemme forventninger på forhånd i seniorsamtalerne (som 1/3 i øvrigt aldrig havde fået et tilbud om), sikre en fornøden opkvalificering, eller simpelthen blive bedre til at anerkende seniorernes nuværende kompetencer og sætte dem til relevant arbejde i den nedsatte tid.

Den tredje barriere er imidlertid den, hvor alle alarmklokker ringer hos mig: Det ubetalte omsorgsarbejde. Det viste sig nemlig, at mænd og kvinder som udgangspunkt bruger lige mange timer på hhv betalt lønarbejde og ubetalt omsorgsarbejde efter fyraften, nemlig i alt 45,9 timer om ugen. Men når man så på, hvordan det var fordelt mellem mænd og kvinder, havde kvinderne færre løntimer (32,8) og flere ubetalte omsorgstimer (13,1) end mændene (hhv 36,0 løntimer/9,9 omsorgstimer). Ergo: Kvinder arbejder færre timer for en ringere løn og leverer i stedet flere ulønnede omsorgstimer. Det er foruroligende, om end ikke overraskende. Det foruroligende ligger i den demografi, vi ser ind i.

Hvad der gør situationen endnu mere foruroligende, var de tal, som Michael Birkjær fra Tænketanken WELA derefter præsenterede: De personer, der ”arbejder med mennesker”, er netop dem, der påtager sig endnu mere ubetalt omsorgsarbejde efter fyraften, end dem, der for eksempel arbejder på kontor eller med håndværk.

Det gælder overraskende nok for såvel mændene som kvinderne. Mænd, som ”arbejder med mennesker”, har 35,5 timers lønarbejde og oveni 12,5 ulønnede omsorgstimer. Kvinderne har 32,7 løntimer og 13,7 omsorgstimer om ugen.

Altså, de, som ”arbejder med mennesker”, knokler tilsammen flere timer, end de gennemsnitlige 45,9 timer om ugen, (46,4 for kvinderne/48,0 for mændene), og væsentligt flere af disse timer er de ulønnede omsorgstimer. Jamen, det er jo netop dé mennesker, der er for få af i social – og sundhedsplejen i disse år. De er med Michael Birkjærs ord klemt inde i en plejesandwich.

Og samtidig bliver 65+erne bedt om at forblive på arbejdsmarkedet! Det kommer jo ikke til at ske! Hvis de skal forblive på arbejdsmarkedet som pædagoger i vores institutioner, sygeplejersker på hospitalerne, personale på plejehjem, og Sosu-medarbejdere i ældreplejen, skal deres ubetalte omsorgsarbejde adresseres strukturelt.

Problemet gælder i øvrigt ikke kun dem, der i forvejen arbejder med mennesker, men alle, der i øjeblikket påtager sig ulønnet omsorgsarbejde, som i meget høj grad erstatter de professionelles. (Omfanget af dette er dokumenteret af Ældre Sagens undersøgelse fra 2023).

Det er urealistisk, at den enkelte arbejdsplads i længere perioder kan frigøre ansatte fra deres arbejde med at passe pårørende og samtidig sikre dem en indkomst. De fem overenskomstsikrede omsorgsdage forslår som en skrædder i helvede. Ansatte tager fridage, ja, nogle bruger alle deres feriedage oven i for at nå det hele…

I mine øjne driver staten i bund og grund kynisk rovdrift på dem, der påtager sig ulønnet omsorgsarbejde.

Det er jo ganske gratis for staten, at kvinder og mænd knokler dobbelt for at passe deres pårørende, og fuldstændig lige så gratis, at en stor del af kvinderne føler sig tvunget på deltid eller trækker sig tidligere fra deres arbejde, fordi de påtager sig ansvaret for omsorgsopgaven som pårørende til ældre forældre/ægtefæller. Denne uskønne beregning bliver vi nødt til at tale højt om.
For den gratis løsning er dyr i længden: For det første opnår arbejdsmarkedet ikke at få del i seniorernes arbejdskraft, for de vil i stigende grad blive ”anderswo engagiert”. Og for det andet er det dokumenteret, at flere og flere pårørende selv rammes af fysisk og psykisk nedslidning af dobbeltarbejdet og ender med at ligge samfundsøkonomien endnu mere til last.

Hvad er løsningen? Der er ikke umiddelbart noget quickfix. Vi må tale sammen om, hvordan disse ting er vævet tæt ind i hinanden. Og hurtigt: For vi bliver rigtig mange gamle.

Mit bud som én af løsningerne er, at man kompenseres fuldt ud for det omsorgsarbejde, man yder, så man ikke forlader arbejdsmarkedet i utide eller tvinges til at gå på en økonomisk uholdbar deltid. En forudsætning for dette er, at det omsorgsarbejde, som mange i de kommende år kommer til at løse for deres nærtstående, bliver udført efter vejledning: Det kan ikke koste mange basseører at instruere i løfteteknik og lignende, så man ikke bliver syg af at passe sine nærtstående.

Vi har et kæmpe problem her, hvor lysten til at arbejde videre er stor, hvor arbejdsgiverne gerne vil lave senioraftaler og sørge for, at det bliver fleksibelt og måske på nedsat tid. Men hvor vi som mennesker ikke kan udholde at se vores nærmeste visne uden den omsorg, de har brug for. Det kan ikke nytte, at problemet bliver gjort til den enkeltes, selv om det er ”smartest” for staten. Manglen på omsorgspersoner skal løses strukturelt, så vi seniorer med ro i sindet kan komme ud at virke på arbejdsmarkedet.

Denne kommentar har været bragt i Altinget i januar 2025