Virkeligheden er så grov, at man håber, den er fiktion – men det er den ikke

Der er ingen tvivl om, at det er grænsende til kriminelt, hvad der foregår i bogen Efterladt, som Ældre Sagen netop har udgivet. 13 både hårrejsende og gruopvækkende vidnesbyrd om omsorgssvigt sat ind i en ramme af kortprosa med dramatiske anslag. Det, der sker i samtlige beretninger, retter sig i hvert fald ikke efter lovens hensigter. De virkelige hændelser, der er fortalt til Ældre Sagens rådgivning, blotlægger i al deres rædsel, hvordan samfundets løfter om at passe på os, når vi bliver svage og får brug for hjælp, svigtes på det skammeligste.

Den faldtruede Oda ligger alene på stuegulvet med en brækket hofte i tolv timer, fordi hun blev nægtet et alarmkald. Kim overlever kun med nød og næppe flere dage ved at drikke vand fra badeværelsesgulvet efter et fald, og opdages kun, fordi en telefonven ikke kunne forstå, at han ikke svarede sit morgenopkald. Sylvester overlever, fordi taxachaufføren, som kørte ham hjem fra hospitalet tre dage tidligere, afveg fra sin rute med en bange – og fuldstændig korrekt anelse om, at Sylvester var udskrevet for tidligt. Lugten af uvasket krop og fedtet hår, rådden urørt mad, mugplettet saft, der bæres ud fra en plejehjemsstue, og brune sivende skjolder af kropsvæsker og flydende afføring trænger ud fra kapitlerne og river i næsen.

RÅ SVIGT

Eksemplerne er fra private hjem, fra ældreboliger og fra plejehjem. Beretningerne er ofte skrevet i jeg form, så man føler med den enkelte fortvivlede, forvirrede. Nogle er beskrevet i 3. person, så rådvildheden i et demensramt ægtepar træder hjerteskærende frem. Andre er set med de pårørendes magtesløse øjne, både et barnebarn, der i dagbogscitater noterer morfarens forfald, og de voksne børn, der i SMS-tråde viser frustrationen, når flere søskende skal enes om at se efter en forælder på et mindre velfungerende plejehjem.

Det er ikke fiktion, men fakta når titelepisoden, ”Efterladt”, for eksempel beskriver en pårørende, der finder sin farmor bevidstløs i en seng, hvor ”væsken har trukket gennem lagnet og ned i madrassen som mørke tidevandsspor. Stoffet er spændt og tungt, gennemblødt til kernen.” […]. ”Gardinerne er trukket for. Rummet er dunkelt, som om dagen har opgivet at trænge ind. Stanken fylder alting. På natbordet står et glas juice, helt fyldt. På bakken ved siden af er der en helt uberørt tallerken med mad. Ved siden af står en anden bakke med kaffe og morgenbrød. Der er kartofler med en tør, sprækket overflade, ribbensteg, der er hvid som kartofler, en anden bakke, en tredje. Glas, tallerkner, mad til dagevis, intet rørt. ” Hjemmeplejen forklarer, at farmor har bedt om ikke at blive vækket. De har en aftale om, at de bare skal gå stille ind, hvis hun sover. De har været der, åbnet døren, er trådt ind i stilheden, er gået igen uden at stille spørgsmål. Af respekt for søvn. Ordene bliver leveret som noget fornuftigt. Som hensyn”, siger den pårørende.

Jeg får et pludseligt flashback til et tæt familiemedlem, jeg besøgte kort før hendes død, og som lå med lungebetændelse i sin komplet gennemvædede seng med en endnu uudfoldet ble i buksen som et bind. Hun var ramt af hjerneblødning og skulle alligevel selv sørge for at tage ble på. I badeværelset lå en tårnhøj stak af sjaskvådt sengetøj, og hjemmeplejen havde lakonisk skrevet til den fjerntboende datter, at ”der manglede nyt”, og at vaskemaskinen ikke virkede.

Så nej, historierne er på ingen måde overdrevne. Hvor dybt fornedrende og skræmmende beretningerne end er, tvivler jeg ikke på, at de er sande billeder på omsorgssvigt: Bogen er blevet til, fordi Ældres Sagens rådgivning i 2025 oplevede en voldsom stigning i antallet af henvendelser om omsorgssvigt i ældreplejen. I første halvår af 2025 modtog rådgivningen 95 henvendelser, men det steg i andet halvår til 193. Noget måtte gøres for at få opmærksomhed på de grove svigt, og vidnesbyrdene blev bearbejdet af Ældre Sagens medarbejdere i samarbejde med eksterne tekstforfattere.

ER DET SÅ EN KRIMI?

Ældre Sagen veksler mellem selv at kalde bogen for en krimi og at stille spørgsmålet: Skal ældreplejen lyde som en krimi? Det giver lidt forvirring for mig som læser. Grebet at kalde det en krimi får mig til at tænke på genrens klassiske elementer mysterium, efterforsker, spor, opklaring og gerningsperson. Teksterne organiserer sig imidlertid ikke om et blodigt mysterium, der kan opklares, men snarere omkring en række dramatiserede situationer, hvor ansvaret er diffust og systemisk. Der er fokus på systemfejl, og forbrydelsen er strukturel. Heldigvis er det ikke den enkelte læge, sygeplejerske, hjemmehjælper, visitator, plejehjemsleder, der udpeges som den skyldige, men hele systemet.

Der er heller ikke nogen spændingskurve – eneste sted, hvor jeg savner en fortsættelse, er i historien ”Sat på sidelinjen”, om tre søskende, der prøver at forstå, hvorfor deres far får det dårligere og dårligere på et plejehjem. Han er ramt af demens og taber sig voldsomt ”Det er vel en måned siden, Mette gik til ledelsen på plejehjemmet. Det var ikke en gang en officiel klage eller noget. Hun stillede dem vitterligt bare nogle spørgsmål. Ugen efter var det, som om far havde ændret sig fuldkommen. Han var blevet mere stille. Sov mere. Fik mindre væske. De små tegn. Var der en sammenhæng mellem spørgsmålene til ledelsen og fars ændring ? Det kunne der umuligt være. Alle er vel interesserede i, at borgerne skal have det bedst muligt. Men når tanken først har sat sig, er den tæt på umulig at slippe igen.” Den tanke har da også sat sig i mig.

Ældre Sagen begrunder valget af krimiformen med, at beretningerne er så grove, at de burde være fiktion. Dét kan ingen være i tvivl om efter endt læsning. På dén måde har Ældre Sagen skabt opmærksomhed og forhåbentlig fået ørenlyd for et voksende problem om alvorlige omsorgssvigt, som vi bliver nødt til at få en garanti for ikke sker.

Jeg har skrevet ind i min fremtidsfuldmagt, at mine børn gerne må sende mig på plejehjem, hvis jeg skulle være blevet ramt af demens og modsætter mig en anbringelse. Det er jeg tæt på at have fortrudt.

Bragt i Seniormonitor 9. maj 2026