Pas dit barnebarn – hvis du ellers kan få lov!

Erhvervsaktive seniorer bør have bedre muligheder for at kunne bistå med fleksibel barnebarnspasning.

Vi er mange bedsteforældre, der gerne vil passe vores børnebørn. Også i hele dage ad gangen, hvis det kan lette vores voksne børns hverdag og samtidig give os den tætte kontakt til de nye små.

Men samtidig bliver vi bedt om at fortsætte på arbejdsmarkedet i stedet for at gå på pension. Rigtig mange af os, faktisk  vil 59 procent af de 60-67 årige gerne fortsætte i job, og 100.000 af os på +67 er er allerede fortsat eller ligefrem gået tilbage til arbejdsmarkedet efter at være gået på pension. Ikke mindst fordi det indimellem lykkes at finde nogle fleksible ordninger, så der netop er tid til andet end arbejde her i livet.

Det gode match mellem den stadig erhvervsaktive bedsteforældre og de nybagte børnefamilier trænger til et eftersyn, for her er klart noget, der kan forbedres. Lige en vision mere til et aldersvenligt Danmark, med fokus på, at generationer kan få noget ud af hinanden:

Bedsteforældre kunne ikke passe en dag hver

Forleden skrev en nybagt far et indlæg i Berlingske, hvordan rigide regler for privat pasning og manglende fleksibilitet i løsninger på et pasningsbehov nu forhindrede parrets stadig erhvervsaktive forældre i at varetage en dags pasning af det lille barnebarn hver i løbet af en uge. Begge bedsteforældre var på vej ud af arbejdsmarkedet, men ville gerne afsætte en dag til at passe pigen, der ellers skulle være fuld tid i vuggestuen. Den unge fars argumenter for at lade familiemedlemmer passe den lille nye var, at små børn særligt i de første leveår har gavn af stabile, tætte relationer og af kun at have ganske få primære omsorgspersoner, ligesom begge bedsteforældre gerne ville have en tættere tilknytning til det lille menneske.

Den unge mand fik desværre Københavns Kommunes nej til den oplagte ordning. Det var et enten fuld tid i vuggestuen – eller privat pasning. Det er ikke kun et problem for det pågældende par og deres datter, men et principielt problem, fremhævede faderen i indlægget:
”Konsekvensen er, at familier, der ønsker en anden balance mellem institution og familietid, i stigende grad presses over i private alternativer. Private pasningsordninger, private institutioner eller løsninger, der kun er mulige, hvis man har økonomi og netværk til det. Det udfordrer ideen om et fælles velfærdstilbud, der samler børn på tværs af baggrunde – også dem, der ikke ligner os selv.”

Tonedøvt over for aktive seniorer

Jeg er ganske enig i faderens synspunkter, og jeg vil gerne tilføje, at det ikke kun handler om principper for velfærdstilbud, men også om at se på, hvordan seniorer anno 2026 tilrettelægger deres liv vel vidende, at vi er friskere end tidligere tiders ældre, og at vi kommer til at leve længere.

Jeg selv valgte at være dagplejemormor for vores yngste barnebarn for tre år siden. Forældrene kunne få et tilskud af (i øvrigt netop) Københavns Kommune til at betale for privat pasning, mens de ventede på en vuggestueplads. Frem for at betale en sædvanlig dagplejemor valgte de – netop for at der ikke var for mange forskellige omsorgspersoner – at spørge mig, om jeg ville passe barnlille i den tid, det tog at vente på en vuggestueplads.

Jeg indvilgede, og løsningen blev, at jeg passede barnet i to måneder og fik et beløb på ca 5.000 kroner efter skat om måneden ud af det. Da jeg stadig var (og er) erhvervsaktiv, betød det også, at jeg i den tid, hvor jeg – med enorm glæde – passede lillepigen på fuld tid inklusive at hente og bringe, måtte sige nej til andre opgaver. To måneder blev til to en halv, for der skulle også bruges en halv måned på at indkøre barnet, men dén tid fik min datter ikke tilskud til. Så i 2½ måned var jeg ude af cirkulation i mit sædvanlige arbejde.
”Nå, men du kunne jo skrive artikler, når barnet sov”, var der en, der sagde – og alle, der har haft små børn, ved, at de to timer, hun sov i barnevognen udenfor, gik med at rydde op, lave mad, vaske tøj, og i øvrigt sidde ned et øjeblik.

Meningsfuldt og værdifuldt, men ufleksibelt

Jeg ville aldrig have byttet tiden med vores yngste barnebarn for noget. Det var dejligt at kunne knytte sig til det lille barn uforstyrret i to måneder, sikke en gave. Men den kostede mig som erhvervsaktiv i årsregnskabet, fordi det pekuniære på ingen måde kompenserede for tabt indtægt. Når andre professionelle dagplejemødre kan bære det økonomisk, er det jo, fordi de har fire-fem børn på én gang. Dét kunne jeg immervæk ikke klare!

Med andre ord: Hvis vi som erhvervsaktive seniorer er eftertragtede på såvel arbejdsmarkedet som på omsorgsmarkedet, vil også vi gerne have fleksibilitet på sidstnævnte. For så kan vi bidrage med at løfte velfærdsopgaven på en måde, der passer ind i den enkelte nybagte families mulighed for at indrette sig ansvarligt og i overensstemmelse med egne værdier, og samtidig stadig at være i arbejde som senior.

Et aldersvenligt samfund må kunne finde måder at udnytte det virkelig gode match mellem børnepasning og erhvervsaktive bedsteforældre til alles tilfredshed. Og hvis man endelig fandt en løsning på dette, kunne en ordning måske ligefrem bruges som skabelon for en fleksibel, lønnet pasning af plejekrævende familiemedlemmer for erhvervsaktive i alle aldre. Bingo.

Foto: Emil Hornstrup Jakobsen.
Indlægget har været bragt i Seniormonitor