Om det skadelige ved pauser og havetraktorer

Om kort tid har jeg deadline på min næste bog, der bærer arbejdstitlen “50+ og nystartet”, og som handler om at gå selvstændig efter at være fyldt 50 år.  I disse dage skriver jeg intensivt, da alle i familien er ude af huset. Først på søndag mødes vi alle igen.

Fra alle de andre gange, jeg har skrevet bog, ved jeg, det er nødvendigt indimellem at tage en pause og lave noget helt andet, så da formanden for beboerforeningen ringede og sagde, at den lille havetraktor var ledig, og at græsset på den fælles sportsplads  lige ved siden af vores hus trængte til at blive slået i det ene hjørne, var det naturligt og opportunt at sige ja til at køre et par runder.
Pladsen har vi forsøgt at holde sneglefri ved at holde den kortklippet og tørre den ud, og i skrivende stund ser det faktisk ud til at være lykkedes ret godt at have begrænset dræbersneglene. Men græs gror jo, og det var blevet for langt ovre i det ene hjørne af pladsen, der er så stor som et par fodboldbaner.

Jeg kastede mig derfor i går eftermiddags over havetraktoren og kørte iført bikini rundt og rundt og rundt og rundt, så jeg nærmest i solen følte mig som en grillkylling, der blev ristet på alle sider.

Jeg lagde godt nok mærke til, at der var meget bumpet, for pladsen har været brugt til både at træne heste og som fristed for muldvarpe, så maskinen hoppede meget op og ned. Jeg blev kastet fra side til side uden at kunne følge med i bevægelserne, spændte alle muskler og bed tænderne sammen hele tiden for at undgå , at de klaprede.
Det gik godt en times tid, men så begyndte jeg faktisk at blive lidt utilpas. Mit underliv kunne ikke klare de mange rystelser.

Nu er jeg stædig og vil ikke gå af vejen for at slå en smule græs, så jeg fandt ud af, at hvis jeg hævede mig selv op over førersædet og spændte mig op som i et menneskeligt gyroophæng med en arm på rattet og en arm på sædet, så kunne jeg faktisk give mine indvolde og underliv lidt ro.
Der er nemlig en dødemandsfunktion i sædet, så hvis man ryger af, stopper traktoren.  Med andre ord, hvis jeg ikke trykkede sædet ned samtidig med, at jeg kørte fremad, ville traktoren bare stoppe.

Det var en voldsom belastning for mine lårmuskler, men hvad pokker, lidt styrketræning, tænkte jeg. At jeg lignede en, der havde skidt i buskerne og forsøgte at undgå at sætte mig i det, var så en anden sag, men heldigvis var der ingen, der så mig, tror jeg.

Det tog 2 timer non-stop. Jeg kørte pænt traktoren tilbage, men kunne simpelthen ikke komme ned af den. Mine ben eksede, der var ingen kraft i dem, og mine arme var som døde. I løbet af aftenen blev det værre og værre. Armene blev kolde og lamme. Jeg skoldede mig, da jeg skulle hælde kogende vand på min thepott, for jeg kunne ikke løfte kanden højt nok. Jeg fejlbedømte afstanden til munden, da jeg skulle drikke af en kop og hældte alting ned ad mig. 

Og værst af alt, jeg kunne – og kan stadig – ikke skrive! Mine hænder talte et andet sprog, og tifingersystemet, som jeg bruger, føltes som 20 fingersystemet. Sådan er det stadig her til morgen. Det kan du, læser, ikke se, men jeg har også brugt rigtig lang tid på at rette slagfejl i dette indlæg.

Jeg har nærmest lammet mig selv i denne velmente oversprings-pause-handling. Og jeg har stadig tre dejlige, rolige skrivedage foran mig, hvor jeg skulle powerwrite på min bog.
Her til morgen kunne jeg stadig ikke løfte armen, da jeg skulle børste tænder, og jeg sidder i stor striksweater i 25 graders varme for at hjælpe og varme armene bare en lille smule.

So much for pauser.

Abelone Glahn

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.