Når den demensramte reagerer med vold, er der ringe hjælp at hente for de pårørende.

Udadreagerende demensramte volder deres pårørende sorg, angst og utryghed. Dertil kommer magtesløsheden over, hvad pårørende i den situation kan få hjælp til: Stort set ingenting.

Politimanden lagde en hånd på skulderen af sønnen: ’Jeg er virkelig ked af det på både din fars og dine vegne: Det her skulle ingen opleve. Der er hul i systemet, når det gælder borgere som din far.’

Fire betjente måtte der til for at pacificere faderen. Den demensramte, men fysisk stærke mand på omkring de 80 år forstod ikke, hvad der skete: ’Lad være, jeg har ikke gjort noget, hvad er det der foregår, det kan I ikke være bekendt’.

Flere forsøg på at få faderen til at vende om og gå tilbage til det plejehjem, han endnu en gang var gået fra, havde bragt ham så meget fra koncepterne, at han først havde slået sin søn, siden en af de betjente, som sønnen til slut havde måttet tilkalde. Sønnen, der var begyndt at lede efter sin konfuse far efter et opkald fra plejehjemmet, måtte vende sig bort, da betjentene lagde faderen ned på gaden med magt.

Det var ikke første gang, politiet blev tilkaldt. Det er heller ikke første gang, jeg har talt med pårørende, der magtesløse må se til, mens deres nærtstående alene på grund af demensen udvikler sider af sig selv, ingen har set før.

En hustru i min omgangskreds oplevede, at hendes mand blev så grov i munden, at vennerne faldt fra. Til slut slog han også fra sig og måtte væk. En svært demensramt mand på et plejehjem blev for nylig idømt forvaring på en psykiatrisk afdeling efter at have forvoldt en medbeboers død.

Det er jo indlysende, at disse mennesker ikke bevidst vil være voldsomme, men at det er sygdommen, der taler. Reaktionerne kommer, når kommunikationen svigter, når uro, frygt og angst taler, og når fejltolkninger eller fejlhåndteringer eskalerer situationen. Her er det, at mantraet fra Sundhedsstyrelsen lyder noget i denne her stil: Forstå og håndtér underliggende årsager, forebyg ved faglig indsigt og rette rammer.

Demensfagligt personale mangler

Men forebyggelse kræver uddannet personale, og der er en stor mangel på demensfagligt veluddannede. Og i øvrigt kan selv veluddannede være bange for at få én på bærret og flytter sig hellere end at stille sig i vejen, sådan som de faktisk anbefales at gøre for eksempel i tilfælde af dørsøgende borgere.

Jeg kan sådan set godt forstå, at en spirrevip af en enlig nattevagt hellere ringer til den pårørende og siger, at borgeren er gået på langfart, end spærrer for en stor mand, der er svær at nå mentalt.

Det efterlader bare de pårørende i meget opslidende og utrygge situationer, og på længere sigt kan den manglende tagen hånd om udadreagerende demensramte ende med, at de pårørende bukker under for det store arbejde med at finde bortgåede nærtstående; med at være den, der taler dem til ro, måske midt om natten; eller som må barrikadere sig bag døren til den demensramtes tidligere hjem og tilkalde politiet. Det er nedbrydende og kan være direkte sygdomsfremkaldende for pårørende.

Magtesløshed tærer

Oven i den sorg, angst og utryghed kommer magtesløsheden over, hvad pårørende kan få hjælp til med deres udadreagerende nærtstående. Nemlig stort set ingenting, eller også noget, der er værre: Mulighederne er meget begrænsede for at få den nærtstående på skærmede afsnit, som der landsdækkende er en kæmpe mangel på.

Psykiatriske afdelinger er heller ikke hensigtsmæssige, så det ender ofte med, at den demente forbliver på helt almindelige afdelinger, måske med camouflerede døre og et GPS-ur, eller bliver iklædt en medicinsk spændetrøje. I mine øjne falliterklæringer over for en meget sårbar gruppe. Havde det være børnehavebørn, der forlod børnehaven og reagerede med at slå fra sig, var der blevet sat massivt ind.

Endnu værre for de pårørende er, når de ikke tages alvorligt i deres iagttagelser af deres nærtstående og bare får at vide, at ’din mor opfører sig ikke sådan, som du beskriver, når hun er her’. End ikke efter oplevelser, som har involveret politi.

Nogle gange virker det på de pårørende, som at det, de oplever, kun bliver taget alvorligt, når det er noget, der kan håndteres inden for de økonomiske og personalemæssige rammer, der eksisterer på plejehjemmet.

60-80 procent med kognitiv svækkelse

Situationen for såvel pårørende som demensramte bliver kun værre i fremtiden: Omkring 100.000 danskere over 65 år skønnes at have en demenssygdom, viser tal fra Nationalt Videnscenter for Demens. Centret har lavet en fremskrivning, der viser, at der i 2040 vil være ca. 145.000 mennesker med demens over 65 år.

Styrelsen for patientsikkerhed angiver, at mellem 60-80 procent af plejehjemsbeboere i Danmark har en fremskreden demenssygdom eller tilsvarende kognitiv svækkelse, som kræver døgnbehandling.

Disse tal må tages alvorligt, ikke mindst fordi der også i kølvandet efter de syge svømmer et hav af pårørende rundt, som får vendt op og ned på deres liv og eget helbred, mens de prøver at hjælpe deres syge nærtstående.

Skaf boliger og uddan flere!

I den bedste af alle verdner siger forskellige love, at konflikter og voldelige udfald skal forebygges, men i virkelighedens verden er der ikke tid og især ikke uddannede nok til, at de uadreagerende og såkaldt dørsøgende altid kan mødes i deres forfærdelige sygdom.

Politikerne må og skal hurtigt sikre en bedre faglig handlekompetence og tilrettelæggelse i plejen. Med de fremskrivninger af antallet af demensramte haster det med at bygge de rette boliger og især at uddanne flere demensfaglige medarbejdere. Det er ikke nødvendigvis hænder, der mangler, men faglighed.

Dertil kommer at tage hånd om de pårørende, at lytte til dem og inddrage dem som samarbejdspartnere og ikke som modstandere. Det burde være en selvfølge. Samspillet er i bund og grund en intention i den nye ældrelov, men det har desværre lange udsigter, før det konstruktive samarbejde slår igennem. Og den tid kommer til at tære voldsomt på unødvendigt mange pårørende.

Denne kommentar har været bragt i Seniormonitor september 2025