Når den demensramte ægtefælle truer, er partneren alene hjemme

Vi taler ikke om den skjulte vold fra demensramte i hjemmene. Også pårørende skal hjælpes bedre til at forebygge og håndtere.

Forleden blev jeg ringet op en søndag aften af en fortvivlet 79-årig kvinde, der netop var blevet tvunget til at flygte ud af sit hus på landet, hun deler med sin demensramte mangeårige kæreste, som bor der fast. Han havde været så truende, at hun frygtede at blive fysisk overfaldet. Det var ikke første gang, der havde været tæv i luften, men truslerne havde hidtil ikke været så voldsomme. Hurtigt havde hun grebet sin taske med bilnøglerne i og var nu på vej mod sin egen lejlighed i København. Hun anede ikke sine levende råd og var stærkt oprevet. Jeg foreslog hende at kontakte hjemmeplejen og fortælle om optrinet af to grunde: For det første er det vigtigt, at personalet kender til en såkaldt udadregerende adfærd, for så har de mulighed for at sende to personer ad gangen til en borger, der måske kan forløbe sig over for personalet. For det andet fordi en sådan episode kan føre til, der hurtigere findes en løsning for både den pårørende og den demensramte, så fremtidige episoder begrænses. For at være meget kontant – at der sættes ind med beroligende medicin, eller at der skaffes en plejehjemsplads et sted, hvor hans behov som demensramt vil blive imødekommet. Begge dele fortvivlende løsninger.

Vi talte også om muligheden for at gå direkte til politiet. Hun var stærkt modvillig over for det sidste. Det var aldeles nok at ”sladre” til hjemmeplejen. Hun endte med at ringe til hjemmeplejen, der registrerede hændelsen i deres system og bad hende fortsætte til politiet og anmelde episoden der. Da hun kom til politistationen, fokuserede de to betjente primært på, om manden havde skydevåben i huset, idet han var registreret som jæger. Udmattet kunne hun køre hjem sent om natten.

Vi taler rigtig meget om de fortvivlede demensramte, der i afmagt reagerer voldsomt over for omgivelserne på plejehjem. Der kommer flere og flere af disse, fortæller Seniormonitor her. Vi taler om manglende kompetencer hos plejepersonalet, senest har fire ud af ti svaret i en ny undersøgelse blandt sundhedsfagligt personale, at de kun i nogen grad føler sig klædt på i mødet med mennesker med demens. Vi skal have fokus på mennesket bag, ikke bare på praktiske løsninger, siger forvaltningschefen i Aarhus, hvor man har konstateret en stigning i antallet af anmeldte episoder på kommunens plejehjem.

Skyld og skam

Men vi taler slet ikke om de episoder, der finder sted mellem mand og kone i deres eget hjem. Jeg har søgt forgæves efter danske tal på, hvor mange der fortæller om disse oplevelser, men jeg har selv mødt adskillige eksempler i den tid, jeg har været optaget af pårørendes usynlige arbejde. Jeg har dog aldrig oplevet det selv, men talt med flere, der synes, det er fuldstændig grænseoverskridende at skulle indberette en trussel eller et voldsomt udfald fra sin ægtefælle til hjemmeplejen. De er fyldt med skam over, at man ikke magter at ”styre sin partner”, eller at partneren opfører sig utilbørligt over for gæster – og ægtefællen selv. Grov tone, voldsomme skældsord, trusler, men også en hæmningsløs lyst til sex kan være udfordringerne bag hjemmets hoveddør. Så hellere tie og se, om man kan glatte ud selv. Stå det igennem, for man ved jo, at det er sygdommen, der taler. Det værst tænkelige er at være illoyal over for sin ægtefælle. Kun i meget fortrolige samtaler kan andre få den rette sammenhæng at vide.

Der er et meget komplekst forhold mellem demens og vold i hjemmet. Fordi de grænseoverskridende hændelser foregår inden for hjemmets fire vægge og i formodet sikkerhed, er de ofte et skjult problem. Dét taler man ikke om! Loyaliteten byder de fleste at dække over det ubehagelige, for det er jo ikke manden/konens skyld, at han/hun er syg.  Og derfor tier den, som rammes af voldsomhederne.

I de tidlige faser af sygdommen er den demensramte muligvis relativt bevidst om de ændringer, der sker med krop og hjerne. Men efterhånden som sygdommen udvikler sig, kan den syge overvældes af frustrationer og blive ramt på selvfølelsen, fordi vedkommende langsomt bliver afhængig af andre. Nogle gange viser denne frustration sig i vrede eller ligefrem vold. En sygdomsindsigt og viden om, hvordan demens kan udvikle sig vil kunne hjælpe de pårørende med at forebygge og håndtere disse udfald, ligesom personalet på plejehjemmene.

Hvor går man hen?

Men hvor går de pårørende hen og får den slags vejledning? Især hvis de kvier sig ved at fortælle, hvor vanskeligt det er i hjemmet?  Hvem opdager disse voldsomme udfald, hvis der ikke kommer en kvik SoSu og iagttager forandringer og reaktioner hos den pårørende og tilbyder hjælp.

Og hvad kan hjælpen så være, hvis volden bliver slem? At den demensramte bliver tilbudt plejehjemsplads? Altså, med de beretninger, der kommer fra plejehjemmene om, hvor svært det kan være at håndtere udadreagerende beboere, kan jeg godt forstå, hvis den pårørende ikke synes, det er en god løsning. Der er jo nærmest ingen, der overhovedet har lyst til at sende deres ægtefælle på plejehjem.

Jeg mener, at demenskonsulenterne, som bør komme jævnligt i hjemmet, bør være meget opmærksomme på små praj om, at der er udfordringer for den pårørende. Og at SoSuer, der kommer i hjemmet, også iagttager sådanne ændringer og råber vagt i gevær. I øjeblikket er det meget pauvert, hvad man kan få af hjælp – det bedste er at ringe til patientforeninger eller Demenslinjen.

Hjælpen til den pårørende må være meget mere håndgribelig og praktisk, også over for dem, som til slut sender deres elskede på plejehjem, som vedkommende så udvandrer fra og går hjem og truer. Også dette har jeg mødt, og der er nærmest ingen hjælp at hente, fordi man ikke må tilbageholde mennesker på et plejehjem, selv om de kan være til fare for andre.

Det er et ulykkeligt dilemma. Det forværres af, at mange patientforeninger holder fast i, at en diagnose er fortrolig mellem patient og læge. Det betyder, at partneren ikke kan få indsigt i sin ægtefælles journal uden fuldmagt. Det kan forsinke både forebyggelse og indgreb, når en situation tilspidser sig. Det er bydende nødvendigt at bryde med denne fortrolighed, hvis de pårørende skal have en chance for at være den nærmeste støttende person, uden at det går ud over vedkommendes eget helbred.

Ikke kun på plejehjemmene skal man blive bedre til at forstå demensens mange ansigter og vide, hvordan man til en vis grad kan forebygge udfald. Også i hjemmene skal dette kendskab til demensen øges, for det er her, demensen er dobbelt så svær at bære – for dér er ingen fyraften.

Bragt i juni 2026 i Seniormonitor