Mindeord for Hanne Foighel

Mindeord for Hanne Foighel
12.11.1956 – 28.10.2025

Det var dengang, man havde meget hår. Hanne havde lange fletninger, jeg havde bare alt for meget hår på hovedet. Vi mødtes i 1. real på Kildegaard Gymnasium i 1969. Hanne kom fra Carolineskolen, jeg kom fra Zahles skole. På Kildegaard var der oprettet tre 1. realklasser. To, hvor eleverne kendte hinanden i forvejen, og én, hvor alle var nye. Hun og jeg kom i hver sin ”gamle” klasse. Det tog ikke mange timer, før vi fandt sammen med dem fra den tredje nye klasse, de var meget sjovere end de ”gamle”. Hanne blev student et år efter mig, fordi hendes far, juristen og senere skatteministeren Isi Foighel, blev inviteret et år til Tel Aviv som gæsteforelæser. Et påskebesøg hos Isi, Vera og lillebroderen Allan var øjenåbnende for en teenager som mig og gav en grundlæggende indsigt i landets komplicerede historie.

Vi korresponderede livligt på kassettebånd, som vi begge genfandt for nogle år siden, og da jeg boede i Paris året efter gymnasiet, kom hun på besøg og gik til det ultimative frisørbesøg, hvor hun fik klippet sin meterlange fletning af og fik sin karakteristiske korthårsfrisure. Da hun og hendes livs kærlighed, fotografen André Brutmann flyttede permanent til Israel, efterlod hun en kaneseng, som jeg sover i den dag i dag.

Trods den geografiske afstand holdt vi en tæt kontakt. Jeg var en del gange i Israel og forstod meget bedre det turbulente liv, familien måtte leve, når missilerne faldt under forskellige konflikter: Både hun og André var ofte ude at dække både politiske møder og deciderede kampzoner i Mellemøsten med fare for eget liv. Hjemme måtte de ind imellem rydde beskyttelsesrummet i kælderen, et rum, Hanne under bombardementerne i forsommeren atter delte med naboen, som til gengæld hjalp med strøm, da huset blev ramt af en voldsom vandskade kort før Hannes død.

For 22 år siden mistede Hanne sin André, og de to børn Sirah og Adam voksede op med en stærk produktiv journalistmor, der både skrev artikler, udgav podcast og bøger, holdt foredrag, var rejseguide, underviste ambassadepraktikanter og tog på foredragsturné i Danmark. Og så kender de fleste i en bestemt alder hendes karakteristiske stemme fra radio og TV.  Utallige, især unge mennesker, har i perioder været langtidsgæster i huset i Tel Aviv og fået et nøgternt og indsigtsfuldt bud på den øjeblikkelige politiske situation under måltiderne. Hun var uhyre produktiv på Danmarks Radio, Politiken, Weekendavisen og Kristeligt Dagblad. Så sent som tyve dage, før hun døde, kommenterede hun igen i ”Verden ifølge Gram” med sine altid afbalancerede informationer. Ingen kunne høre, hvor syg hun var.

Efter både sin fars, sin mors og Allans død valgte hun den enorme opgave at kortlægge sine 400 år gamle danskjødiske rødder i et kæmpeværk ”Sten på Sten” (2023), der forenede hendes flittige og omfattende research med en international historiefortælling. Bogen er heldigvis blevet oversat til engelsk og afventer trykning.

Hanne blev syg i 2018 og har siden været, hvad lægerne kaldte et medicinsk mirakel: Som uddannet cand. scient. vendte hun fagligt sin sygdom med hospitalet og modtog skiftende behandlinger ordineret af en kyndig og omsorgsfuld læge, der fulgte hende lige til det sidste. Der var altid et alternativ, en løsning mere, men til sidst kunne kroppen ikke tåle at modtage flere behandlinger.

Det er ikke kun en eminent journalist, vi har mistet. For os, der har haft det privilegium at kunne kalde os Hannes ven, er det en af de stærkeste grundpiller under os, der forsvinder. For mig er det min ældste og tætteste veninde, som har stået ved min side igennem en del kriser, i telefon på alle tider af døgnet og i kilometervis af tråde på Whatsapp og Sms. Ved altid at kunne byde på en vinkel, jeg ikke havde tænkt på, eller med en menneskelig indsigt, der fik mig til at ændre syn på en situation. Ikke så meget klynk, hellere fakta og handling.

Hanne var også en, man kunne slå sig på, og det kunne være svært at være uenig med hende, for man fik kam til sit hår i diskussionerne. For kun en måned siden spurgte jeg, om hun ville læse et kapitel i en bog, jeg er ved at skrive, og kapitlet blev sønderlemmet på få minutter – og hun havde mestendels ret. Hun analyserede klart en situation og gav sit bud, nogle gange så hurtigt, at man glemte, hvad man selv havde ment.  Hun lyttede intenst og havde en udpræget evne til hurtigt at sortere skidt fra kanel, følelser fra fakta. Jeg har ikke fattet endnu, at disse samtaler er slut. Jeg sender mine dybeste kondolencer til de to børn og de fire børnebørn, som betød alverden for hende.

Foto: Peter Schandorff, 1972