Hvorfor må man ikke krydsposte værdifulde opdateringer?

ingen tweets på linkedinSidst i juni (29.juni 2012) stoppede Twitter med at tillade, at tweets automatisk blev vist på ens LinkedIn profil, (hvis man altså havde sat sin twitterprofil op til dette). Twitter begrundede beslutningen med, at Twitterbrugere skulle have en mere konsistent twitteroplevelse.
Det betød, at der i dagene derefter blev overordentligt stille på  LinkedIn Home-side, altså den startside, hvor man normalt får opdateringer fra sine connections.

 

Det er der både fordele og ulemper ved.
Blandt fordelen er, at Twitter ikke er LinkedIn, og at twittersproget med @, RT og hyppige #-tag-henvisninger ikke altid egner sig til at blive vist på en anden type platform. Personligt blev jeg glad for stoppet i strømmen af noget krypitske og ind imellem også ligegyldige beskeder og retweets, som det ikke gav mening at følge på et business site.
Få dage inden Twitters beslutning læste jeg endda et tweet, som jeg morede mig kosteligt over: @markwilsonit twittede følgende:  ”At linke din twitterkonto direkte til LinkedIn, svarer til at medbringe en Vuvuzela til et jobinterview”
Det var jo fuldkommen korrekt, at mange plaprede løs i twittersprog på LinkedIn uden at fange, at langt fra alle på netop den platform,  var vant til at afkode twittersprog.  Så det var egentlig rart at komme af med al den støj.

Men blandt ulemperne er, at jeg har mistet mange af de gode opdateringer, som en hel del, af dem, jeg kender på twitter, formår at skrive, således at de også passer til at blive vist på andre platforme.

Krydsposting  eller håndposting
Men så er det, krigen bryder løs; krigen blandt dem, der mener, at hvert af de sociale medier er så forskellige, at man ikke må poste det samme indhold flere steder via feeds eller apps, men at man skal håndposte hver eneste opdatering med hvert sit sprog, i hver sin form, i respekt for forskelligheden i de sociale medier og med de sproglige variationer, der er nødvendige for at vise, der er tale om forskellige indlæg og ikke blot en massespredning af det samme budskab.
Og at man skal håndposte indlæg på hver sin platform, fordi man skal vise, at man er til stede, ægte, nærværende live. Et rigtigt, levende menneske.

Jeg mener, der er en middelvej, og jeg mener, at de, der siger, man skal håndposte alle steder, tager tingene for unuanceret.

I mine øjne handler det om
a) At tilføre en værdi, der er vigtig for læseren på de pågældende platforme
b) I et sprog, der kan aflæses flere steder

Jeg ser intet problem i at poste det samme flere steder, hvis den posting, man laver, tilfører så megen værdi, at den er nyttig for publikummet begge steder. Ud over, at jeg selv bestræber mig på at skrive beskeder, der kan læses på twitter såvel som på facebook, hvor jeg for eksempel fortsat får vist mine tweets, kan jeg pege på to andre, som jeg synes, gør det rigtig godt, nemlig Kim Elmose og Ernst Poulsen, hvis tweets ofte er både sprogligt velegnede og tilstrækkeligt værdifulde til, at de sagtens kan (kunne) gå på både LinkedIn og Twitter. Jeg fandt det stærkt anvendeligt, at jeg kunne være opdateret ved at læse deres indlæg, når jeg tjekkede min LinkedIn profil. Den tjekker jeg nemlig lige så ofte som Twitter, fordi så mange nye funktioner gør den til en kilde til meget nyt, som jeg får på en bedre måde end på Twitter.

Mit budskab er: Hvis dét, man skriver, tilfører værdi, kan en opdatering efter min mening godt vises flere steder, uden at den skal håndpudses og versioneres.  Jeg feeder da også min blog ind på LinkedIn, hvor dem, der finder mig, ser det som en foræring, at de kan se på min blog samtidig med, at de kan læse min profil.
At forlange, at man ved hver opdatering skal være til stede på hver enkelt platform for at være ægte og autentisk, synes jeg, er lidt helligt. Og også ude af takt med udviklingen, hvor vi fra forskellige platforme konstant opfordres til at dele videre på andre platforme. Hootsuite, som mange bruger, gør det jo også muligt at krydsposte og at passe flere sociale profiler samtidig.

Selv en vis type af autoposteringer på Twitter såvel som på facebook giver for mig mening og tilfører værdi: Det generer mig ikke, at Gyldendals røde ordbøger for eksempel næsten  hver dag på deres facebookprofil  viser et sjovt nyt ord pr automatik. (så vidt jeg er orienteret). Det generer mig heller ikke, at en antikvarboghandler hver dag autotweeter en bog fra sit katalog, (for en dag twitter han den bog, jeg går og leder efter).

Men på den anden side siger jeg ikke ”Væk med håndposteringer”, men fastholder blot, at den enkelte opdatering skal tilføre værdi. Og gør den det, må du da gerne for min skyld sprede den på flere platforme, også gerne i identisk ordlyd. Det kunne jo være, at jeg ikke lige samme dag besøgte samtlige mine profiler for at tjekke nyt.

Du vil hurtigt opdage, om du tilfører nok værdi i dine opdateringer, for hvis ikke, skrumper din læserskare, uanset platform.

Bonusinfo1:
LinkedIn tillader stadig, at de opdateringer, du skriver på LinkedIn bliver vist på Twitter.

Bonusinfo 2:
Kursus i LinkedIn for viderekommende  7. august 2012 i København

Abelone Glahn

Én kommentar til “Hvorfor må man ikke krydsposte værdifulde opdateringer?

  • Kære Abelone,

    Tak for den pæne omtale.

    Twitter er så minimalistisk, at folk kan bruge det på mange forskellige måder.

    Nogle bruger Twitter som en slags åben chat-forum, hvor de er i løbende kontakt med vennerne. Det er levende og støjende, når de faglige og personlige beskeder fyger gennem luften. Det kan også være ret svært at forstå en Twitter-samtale, når man snubler over 3-gensvar i en samtale, hvor 2, 3 eller 4 personer deltager. Det giver ganske rigtigt en risiko for at brugerne forsvinder.

    Jeg plejer at flytte en stor del af mine Twitter-“svar” til direkte beskeder (DM) eller mail. Det skulle gerne give mindre støj hos dem, der følger mig og derfor også mere udholdeligt som cross-posting. (Jeg cross-poster til en spalte på min blog). Men det er ikke nogen 100%-regel.

    Hvis svaret og dialogen er faglig og tilføjer ny værdi, kan den godt holde til at blive skrevet i en den offentlige strøm, men efter 2 (gen)svar plejer det at blive indforstået for omverdenen. Den offentlige dialog er også vigtig for at vise, at man ikke altid er så skråsikker som de første 140 tegn gav plads til. Twitter er et fortrinligt dialog-medie, og det må man gerne vise offentligt.

    Derudover har jeg gjort det til en vane at holde de helt personlige Twitter-beskeder på et lavt niveau. Men jeg overholder bevidst heller ikke den regel 100%. Jeg satser på, at folk godt gider høre en lille smule om privat-personen. Jeg er ikke kun en (kedelig) fagfokuseret medie-nørd. Nogle gange er jeg begejstret, sur eller overrasket som privatperson/far, etc. Det giver også folk en mulighed for at skabe forbindelse uden om det faglige. Igen: det skal holdes på et minimum.

    Mine Facebook-venner (langt færre) må dog leve med at høre om både faglige og personlige ting og tingene behøver ikke være så vigtige før jeg ytret mig. Her er modtagerne dels kollegaer – og så den sædvanlige blanding af venner.

    Jeg har overvejet at oprette en faglig Facebook-side, men så skulle jeg vedligeholde og fin-tune endnu en kanal. Her holder jeg stadig fast i Twitter og de to blogs jeg skriver på.

    LinkedIn derimod stiger i betydning, kan jeg høre på alle kanaler, og her vil jeg gerne blive bedre til at udnytte potentialet, så skriv endeligt mere, så jeg kan blive klogere. 🙂

    @ernstpoulsen

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.