“Hvem er jeg, når du er død?” – en bog om identitetsdannelse efter tab
I næste uge tager jeg på 14-dages skriveophold på Højskolen Marielyst. Her skal jeg arbejde med min kommende bog, der handler om tiden efter, at man har mistet sin livsledsager gennem mange år. Jeg blev selv enke for snart to år siden og stod i et vakuum af følelser, som selvfølgelig var sorg, men også en eksistentiel tvivl om, hvem jeg selv var nu. Nu, hvor 38 års samliv med ét var slut.
Hvem er Abelone så nu? Ja, det er skisme svært at svare på, men processen er netop dén, bogen går ind i. Bogen er ikke en sorgbog. Det er en bog, der tager fat i udfordringen med at (gen)finde sin egen identitet efter tab af partner efter et langt liv sammen. Den primære målgruppe er kvinder over 65. Den består af mine personlige erfaringer, af et faktaafsnit, og ikke mindst en række repræsentative interviews med 65+ efterladte kvinder og en enkelt mand, der har mistet. Bogen giver eksempler på, hvordan andre er kommet igennem de første svære år, så der er noget at spejle sig i, mens man selv gennemgår den turbulente periode.
Hvorfor er der brug for denne bog?
At miste sin (især livslange) partner kan opleves som at miste halvdelen af sig selv. Hvem er man så, når den anden halvdel er væk? I årene efter et sådant tab kæmper mange kvinder med at finde ud af, hvem de er nu, hvor mange af de hidtidige funktioner, relationer og roller skifter karakter eller forsvinder. En del oplever at have haft en plejende rolle i flere år på grund af partnerens sygdom, andre oplever en pludselig død og skal bearbejde en uventet soliststand. En del har været gift flere gange eller lever i sammenbragte familier, hvorfor dødsfaldet også kan påvirke forholdet til stedbørn og særbørn, nu hvor den ene forælder er definitivt væk. En række kvinder oplever desuden, at tabet sker samtidig med, at de forlader arbejdsmarkedet, og at der tillige sker en form for generationsskifte i familien, hvor de voksne børns liv måske med børnebørn fylder mere i det samlede familieliv end tidligere. Der er således flere samtidige tab af forskellig årelang identitet.
Disse skift kan sætte kvinder i en situation, hvor de gamle roller, rutiner og mønstre skal erstattes af andre, og hvor kvinden skal finde et ændret indhold og en ny mening med sit eget liv. At finde en ny identitet efter mange års samliv kan være en overvældende fase, som uanset langt tilløb er både voldsom og smertefuld, men også frisættende. Men fri til hvad?
En del mænd vil også kunne læse bogen, men bogen har klart et kvindeperspektiv, da kvinden meget ofte har været den, der havde omsorgsrollen, og det er denne rolle som ofte fyldte mest og nu ikke længere. Et afgørende særkende ved målgruppen er, at de har levet størstedelen af deres liv, deres børn er voksne og har ikke længere brug for dem ud over som bedstemor, og enkerne må erkende, at de ikke får den alderdom, de havde håbet at få sammen med deres partner.
SKRIV DIG OP:
Jeg kommer til at fortælle mere om denne bog undervejs, men hvis du nu er blevet interesseret i at høre mere om udgivelsestidspunkt, kan du skrive dig op her. jeg ved ikke, hvad bogen kommer til at koste, ej heller kender jeg den præcise dato for udgivelsen, men jeg har deadline om kort tid!
Udfyld her for Ja tak: Jeg vil gerne have besked om udgivelse og pris:
Foregående indlæg
Næste indlæg
