Hvad en blomme i madeira kan lære os om generationer

Hvordan kommer vi de forældede aldersopfattelser til livs?! Dét blir temaet for 2026!!

For et stykke tid siden mødte jeg én, der havde været til personalefest med temaet ”Pensionister”. Deltagerne kom udklædt i ternet tøj, slipovers (det er et andet ord for vest), seler og bukserem (et andet ord for bælte), kittelkjoler med tykke buksestrømper under (det, der i dag hedder strømpebukser, og som erstattede hofteholderen i 1955). Accessories var hatte, briller, stokke og rollatorer, hvoraf en enkelt var pyntet med kunstige blomster og lyskæder.
Fællessangene var ”Kære lille mormor”, ”Himmelhunden” og ”Lille sommerfugl”, og i løbet af festen blev der både holdt Musikquiz med numre fra Giro 413 (Og ”Nej, det har ikke intet at gøre med Giro d’Italia”), og der blev holdt Rollatorræs, en slags ølstafet: Løb frem, drej tre gange rundt med rollatoren, spis en ”Blomme i madeira” fra Anthon Berg og løb tilbage igen.

Var der nogen, der var klædt ud som en af de tre Verdensdamer? Som Susanne Brøgger, som Dronning Margrethe, som Lotte Freddie? Eller som Mick Jagger, eller Leif Sylvester, Niels Hausgaard. Alle folkepensionister, alle endda over 80? Nej! Tænk, hvis deltagerne bare havde været klædt ud som deres egne nulevende bedsteforældre. Den ældste i selskabet kom i sit normale tøj. Han var osse 65 år….

Mor er ikke sur, mor er forbandet

Jeg er 70 år og erhvervsaktiv folkepensionist, som næsten 100.000 andre danskere over 67. Nu vil nogen sige, at jeg også er krænkelsesparat. Men det må man vist kun være, hvis man er sort, inuit, mexicaner eller indianer. For så ville helvede have været løs.  Men pensionister, Herregud. Dem tager vi jo alligevel ikke alvorligt.

Jeg må indrømme, at jeg blev bare en lille smule trist, ja måske endda lidt beskæmmet. For det er op ad bakke med at få ændret den indgroede kultur, der er tyk af for længst forældede aldersopfattelser.

Den lille – forhåbentlig fuldstændig utilsigtede – alderisme sniger sig ind allevegne, i sprog, i personalefester, på hjemmesider: Forleden var jeg til et arrangement, der netop handlede om alderisme, hvor den under 60-årige moderator simpelthen anmodede hovedarrangøren, en 73 årig kvinde om at rejse sig op, så vi alle sammen kunne se, hvor godt hun holdt sig. Tåkrummende.
Min egen fagforening, Dansk Journalistforbund, har lige fået ny hjemmeside. Hver begivenhed i arbejdslivet har fået sin knap med hver sit ikon. Arbejdsskade har fået et revnet hjerte, Barsel har fået en barnevogn, Opsigelse har fået en hånd, der vinker farvel, og Pension – ja, det er så en rollator…

Hvornår holder det op? Hvad skal få det til at holde op? Hvem kan få det til at holde op – andre end os alle sammen!?

Livsfaser og erfaringer
Jeg synes, man skal holde op med at tale om alder og snarere fokusere på livsfaser, erfaringer og på at lære hinanden at kende. Prioritere at bygge intergenerationelle relationer op på en arbejdsplads. For at isolere os i ”bogstavdiagnoser” som Generation X, Y, Z og Boomer resulterer kun i fordomme og stereotyper. Vi er i grunden ikke så forskellige, og vi kan tilbyde hinanden rigtig meget. For eksempel kan sådan nogle gamlinger som mig bidrage til såvel tilknytning som fællesskab på en arbejdsplads:

Med stabilitet og kontinuitet
Vi har en viden om alle de lag, der er i en arbejdsplads og i et langt arbejdsliv. De fleste unge vil naturligvis kigge fremad, på det liv, der ligger lige foran dem, ”Hvad skal jeg nu”, ”Hvor vil jeg hen”. Vi nye gamle har en analytisk forståelse af at kunne bygge videre på det, der var for bare tre år siden.

Med konfliktforståelse
Vi er ret gode til at se potentielle konflikter. Vi kan spotte modstridende interesser, længe inden de bryder løs, og vi kan se, hvornår det er klogt at vente, og hvornår der skal gribes ind. Det kan man ikke forvente af alle unge. De kan være bekymrede, tilbageholdende. For nogle kan konflikter på en arbejdsplads føre til, at de hellere bliver hjemme. Andre unge putter sig ikke, men er brushoveder, der vil frem: Dem kan vi lære at slå koldt vand i blodet og tage en dyb indånding. Vi har været der før.

Netværket er mangfoldigt
Vores netværk er stort og bygget op gennem mange år. Det går både på tværs af generationer og af fagligheder. Vi kan meget oftere sige: ”Dét her kan jeg godt lige undersøge, for jeg kender en, der sidder med noget lignende” eller ”Jeg ved lige præcis, hvem du kan spørge om hjælp til det her”.

Derfor kan vi åbne døre for de yngre
Det store netværk kan betyde rigtig meget for de yngre, fordi de yngres netværk ofte er aldersspecifikt eller knyttet op på venskaber frem for på det faglige. Og vi er ikke bange for at give forbindelserne videre:  ”Hils fra mig” er en af de største døråbnere for unge, der skal indtage en branche.

Når livet gør ondt
Da mit barnebarn begyndte i skole, fik hun tildelt én fra 5. klasse, som kunne hjælpe med at falde til på den nye skole. En arbejdsplads kunne tildele ”En ny gammel”, der både kan trække en god stol ud de første gange i kantinen, og som – under tavshedspligt – kan støtte, når den unge ikke har lyst til at stå fortvivlet ude i storrumskontoret, men har behov for at være ”lille” et kvarters tid. Jeg ved godt, der er noget, der hedder onboarding, men i de større virksomheder er det ofte et HRdokument, en policy, som ”vi desværre ikke lige nåede denne gang”.

Mentor
Det leder mig til at anbefale, at virksomhederne kigger meget mere konsekvent på at give de ældre medarbejdere en egentlig mentoruddannelse. Vi skal blive bevidst kompetente, blive bedre til at lære fra os, ikke bare fortælle om gamle dage. Hvis vi forstår vores egne styrker og udviklingspunkter, kan vi udvikle gode mentoregenskaber til gavn for alle parter. En mentor kan også understøtte den tillid, der er nødvendig for at trives og finde sin plads i fællesskabet. Nogle unge stresser, hvis de ikke får at vide, at det er godt nok, det de gør. Endelig kan den unge kan også hjælpe den gamle med at fortælle dem, hvad man ikke må sige, for vi gamle kan også være fordomsfulde.

Så hvorfor skal en arbejdsplads holde på de nye gamle?
Fordi vi kan alt det ovenfor. Og fordi vi gerne vil, og fordi alting vender tilbage: Jeg er født det år, hvor strømpebukserne blev opfundet! Jeg arvede tøj fra min storebror og gav det videre til lillebror. Min mor klippede omhyggeligt knapperne af tøjet, når det var slidt helt ned, og gemte dem i to chokoladeæsker. I dag går gud og hvermand i genbrugstøj, og min jakke er syet af ubrugt overskudsstof af en ung designer, der fik alle min mors gamle knapper og har syet fire af dem på. Min yndlingsdessert var citronfromage, som nu har fået en kæmperevival. Vi lavede restemad og kaldte det Potpourri. I dag udgives bøger med titler som Restemad i airfryeren og Rig på rester. Og, forleden var jeg på Aamands smørrebrødsrestaurant og fik en mad med to tykke stykker pålægschokolade og med ….en blomme i madeira nedenunder!

Indlægget har været bragt i Seniormonitor i 2025

PS: Min 81 årige bonusmor har givet tilladelse til det herlige foto ovenfor. Se dét er et hold af pensionister, jeg kan spejle mig i!