Gør plads til flere ”fasanøjeblikke”!

Hvornår får vi seniorer FRI?!

For nogle år siden boede min far en uges tid hos os på landet. Han var på det tidspunkt på 83, og en morgen stod han og kiggede ud ad soveværelsesvinduet i meget lang tid. 20 minutter stod han nærmest ubevægelig, med et fint smil om læben. Da jeg havde ventet længe nok, gik jeg ind for at sige til ham, at kaffen var ved at blive kold. Han lod sig overhovedet ikke forstyrre, men vinkede mig hen: Ude i haven gik en enlig fasankok og pikkede i efterårets blade. Morgensolen spillede i dens blå og gyldne fjer, alt var fredfyldt. Vi stod og nød det endnu nogle minutter, før vi gik ind til morgenmaden. Jeg tænkte, hvor det dog var dejligt, at han kunne sanse, se, synke ind i det som naturen tilbød. Jeg tænkte også, om jeg nogensinde ville få lov til det.

Og jeg mener få lov!  For jeg synes efterhånden, at vi har fået et syn på alder, som gør, at jeg bliver bekymret for, om jeg nogensinde får den tid til at kunne stå og kigge ud ad vinduet en halv time.

Alt handler i dag for os, der er over folkepensionsalderen, om at vi for næsten enhver pris skal være i bevægelse, være aktive, gå på arbejde eller cykle rundt i rickshaws med mindre mobile medborgere foran. Hvad enten budskabet kommer fra Lars Løkke, der uden at ryste i stemmen mener, det er realistisk, at vi i fremtiden skal arbejde, til vi er 79 år, eller det er Dansk Industri, der vil belønne de medarbejdere, der bliver længere på arbejdsmarkedet med et skattefrit år for seniorer med mange års anciennitet. Vi får særlige fradrag og bliver ligefrem præmieret, hvis vi arbejder videre på noget, der er tæt på fuld tid, og armene kan nærmest ikke komme ned over de 105.000, der fortsætter, selv om de kunne gå på pension som 67årige. Man forsker indgående i, hvordan man kan holde på medarbejderne: Der er oprettet et helt center, der ligefrem hedder Videnscenter til fastholdelse af seniorer på arbejdsmarkedet. Vi bliver holdt fast. Dét er sådan noget, man gør med fanger.

De usynlige frivillige

Og vé den, der bare tænker på ordet otium. Næh, hvis du endelig er sluppet ud af fastholdelsesgrebet, kan vi bruge dig som frivillig, vi skal bare lige finde nogle strategier for, hvordan vi kan aktivere endnu flere til at være nyttige og givende for samfundet. Det er fint nok at lave frivilligt arbejde, for det giver mening for mange, men man overser måske lige, at staten allerede har gjort indhug i den tid, vi har til rådighed: Mange af os er allerede ”frivillige” som helt upåagtede konstant i alarmberedskab som pårørende til sårbare børnebørn, der må blive hjemme fra skole, til vuggestuebørnebørn, der skal hentes tidligt, til skolebørnebørn, der har bogstavdiagnoser, til syge nærtstående, ægtefæller og for den sags skyld endnu ældre forældre. Det gør vi jo, fordi vi finder mening i det. Men påskønnes dét? Nix. Det regnes som en selvfølgelighed, og behovet for vores indsats indregnes rask væk af det offentlige som naturligt aktiv i disse år, hvor vi kommer til at mangle endnu flere omsorgshænder.

Dømt til udvikling

Vi bliver hele tiden talt til om ”Sund og aktiv aldring”. Vi skal saftsuseme være både sunde og aktive, så længe som overhovedet muligt. Det er blevet svært at få lov til blot at sidde og læse en avis.  Og vi løber selv med på seniorstressen: Som ældre skal jeg helst demonstrere, at jeg er i gang. Jeg må ikke sige: Åh, jeg nød sådan at ligge og læse en bog på sofaen, nej, jeg skal helst kunne tilføje – for den skal jeg bagefter diskutere i læseklubben, i vinterbadesaunaen, på højskolen. Kalenderen skal være overtegnet af styrketræning, seniormotion, bordtennis 60+, for alt i verden noget, som holder min krop vedlige. For hvis vores kroppe ikke er spændstige, og hjernerne ikke roterer, bliver vi til en udgift, en byrde, ikke et aktiv, unyttige. For samfundet.

Omkring folketingsvalget kørte store reklamer med ordlyden ”Vil gerne kunne bruge ryg, fingre og knæ efter arbejdslivet. Tid til pause” (FH) og ”Pension handler ikke om slutningen, det handler om alt det, vi skal nå” (3F). Skam få den, der kommer på overførselsindkomst og nyder bare at sidde og være til. For så er det min skyld, at samfundet belastes af mig. Det er blevet mit og kun mit eget ansvar at bremse den kronologiske alder. Jeg gør ikke min samfundspligt, hvis jeg siger: Jeg vil ærlig talt helst selv bestemme over min egen krop og min egen tid og glædes over livets sidste faser. Nix. Vi er dømt til livsvarig udvikling, som aldersforskeren Tine Fristrup kalder det.

Kunst og kultur tages som gidsler

En britisk forsker har netop udgivet en bog, “Art Cure: The Science of How the Arts Transform Our Health”, der beskriver, at bare dét at opleve andre synge, danse, male – eller helst gøre det selv – bidrager til bedre sundhed, hjernesundhed, tilhørsforhold og livsglæde. Hun beskriver, hvordan sang støtter udviklingen af hjerner, hvordan kreative hobbyer hjælper vores hjerner med at forblive modstandsdygtige over for demens, hvordan visuel kunst og musik virker ligesom stoffer til at reducere depression, stress og smerte, hvordan dans bygger nye nervebaner for mennesker med hjerneskader, hvordan live-koncerter, museer, udstillinger og teatret mindsker vores risiko for fremtidig ensomhed og skrøbelighed, kort sagt hvordan dét at engagere sig i kunst og kultur forbedrer funktionen af ??alle større organsystemer i kroppen.

Bogen præsenteres i den norske pendant til det ovennævnte danske videncenter, ”Kunnskabssenter for lengere arbeidsliv”, og her tilføjer redaktøren under præsentationen af bogen denne sætning, ”hvilket igen kan føre til, at flere mennesker kan arbejde længere.” Så ikke engang kunst og kultur kan man bare nyde helt uforpligtende, uden at det kobles sammen med, at ”vi så kan arbejde længere”.

Vi kan og vil ikke holde til det

Hvornår får vi fri?? Hvornår stopper denne udmalkning af enhver kropsvæske, denne rovdrift på de sidste kræfter, som man har til sig selv? Kræfter til noget helt andet – og med dronning Margrethes kloge ord – noget unyttigt!

Forleden kom Vive, det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, med en ny undersøgelse af seniorer på arbejdsmarkedet: Antallet af seniorer i beskæftigelse er steget med 82 procent fra 2002 til 2024. Det svarer til en stigning på mere end 350.000 personer. Men, men, men, undersøgelsen viser også, at flere af de beskæftigede seniorer i dag end tidligere oplever, at der er udfordringer forbundet med deres arbejdsliv. Blandt andet er tilfredsheden med arbejdet og arbejdstidens længde faldet. Desuden synes flere seniorer, at arbejdstempoet er for højt, og at de har svært ved at bruge ny teknologi. Samtidig vurderer færre af seniorerne, at deres helbred er godt.

Flere fasanøjeblikke!

Lederen af Videncenteret, Mona Larsen slutter præsentationen af rapporten med at sige: ”Man kan stille sig selv spørgsmålet, om arbejdsmarkedet er gearet til, at vi skal arbejde længere, og om vi har tilstrækkeligt fokus på at indrette jobs, så seniorerne kan holde til dem. Det er vigtigt i forhold til at skabe både lange og gode arbejdsliv for seniorerne,”

Jeg siger: Det er også vigtigt at stille sig selv spørgsmålet, om vi ikke snart kan få fri fra det arbejde! Der må og skal være plads til flere fasanøjeblikke!

Bragt i Seniormonitor april 2026