Erhvervsaktive seniorer risikerer at blive veteranprekariat

Seniorer, der arbejder videre efter folkepensionsalderen, risikerer at blive løsarbejdere, som må arbejde under usikre og dårlige vilkår. Hvor er fagforeningerne henne?, spørger jeg.

Jubelen ville ingen ende tage, da Seniorklar i marts i år fortalte, at flere end 139.000 pensionister mellem 60 og 74 år har fortrudt deres farvel til arbejdsmarkedet og står parat til atter at vende tilbage. Forleden steg begejstringen yderligere, da Sampension kunne fortælle, at helt præcist 99.510 seniorer, som har nået folkepensionsalderen, var i arbejde så sent som i september i år. Antallet er steget hele 25 procent de seneste tre år. Armene vil slet ikke ned, når en prognose fra pensionsselskabet  PFA nu også forudser, at antallet vil nå de 120.000 om tre år, og Berlingske Tidende maler billedet aldeles rosenrødt og fortæller, at virksomhederne ligefrem jager seniorerne….

De tilbagevendende i den første undersøgelse betingede sig fleksibilitet, kortere arbejdstider, andre typer opgaver, anerkendelse og efteruddannelse. What’s not to like – sikke et potentiale for villig arbejdskraft, de forhold kan vi da hurtigt skaffe……

Fleksibilitet får de fleste også, men er vi i gang med at skabe en voksende seniorarbejdsstyrke, der for en større del ligger og roder i, hvad vi i freelancekredse kalder Det vilde Vesten? Hvor ingen regler gælder, og enhver hytter sit eget skind?
Jeg er bange for, at nogle af de tilbagevendende lander i, hvad aldringsforskeren Anne Leonora Blaakilde kalder ”veteranprekariatet”.

En dugfrisk undersøgelse ”Tilbagevenden på arbejde efter en periode på pension” fra Vive, udført af aldersforskeren Aske Juul Lassen, viser, at de pensionerede over 67, som er vendt tilbage til arbejdsmarkedet, for størstedelen vitterlig har fået de fleksible vilkår, de ønskede. Her har der også ofte været tale om et egentligt sporskifte, fortæller rapporten: ”De tilbagevendte får gerne mindre fysisk krævende jobs og/eller med mindre ansvar, mindre ledelse, færre timer og færre krav til kompetenceudvikling. De tilbagevendte er relativt oftere beskæftiget inden for transport, undervisning, teknikerarbejde, rådgivning og bestyrelsesarbejde end andre grupper.”

Men rapporten fortæller også, at der er risiko for, at den fleksibilitet, de fleste er glade for, kan udvikle sig til prekære arbejdsforhold. Det er særligt dem, der genoptager arbejdet af økonomisk nødvendighed. Jobbene kommer i en form, der kan risikere at nærme sig gammeldags daglejerforhold: De tilbagevendte seniorer kommer i tidsbegrænsede ansættelser. De jonglerer med flere småjob, de tager freelanceopgaver, vikariater eller hvad virkelig ubehageligt kan være, accepterer egentlige 0-timers kontrakter, hvor man skal være nogle timer, gå hjem, for derefter at blive tilkaldt igen senere på dagen, men kun betalt for de fremmødte timer.

Alt samme noget, som de, der er økonomisk uafhængige af indtægten, kan se relativt stort på: De vil nemlig gerne spontant kunne sige ja til en kort ferie, til at passe børnebørn med kort varsel, til at bruge en uge på højskole, og bare kunne melde til og fra. De behøver ikke se nærmere på overenskomst, regler, rimelighed.  Men det gør de, som er afhængige af indkomsten desværre meget ofte.

Veteranprekariat

Mange af dem, der vender tilbage, har et højt uddannelsesniveau og en god opsparing i banken eller i pensionsselskabet. De vender tilbage, fordi de savner arbejdslivet, fællesskabet, mening, identitet, at være nyttig. De savner den personlige udvikling og vender gerne tilbage efter en slags ”feriepause” på et år eller to. For nu keder de sig.

Men der er også dem, der af økonomiske årsager må vende tilbage igen for at supplere folkepension og ATP med en arbejdsindkomst for at få tingene til at hænge sammen. De står ikke øverst på arbejdsgivernes ønskeliste for genansættelser, og nu har de ikke engang dagpenge at ty til i perioder. De lever i en konstant usikkerhed og skal ofte sammenstykke indkomsten i et regulært kludetæppe af job.

Her er det, vi må råbe vagt i gevær. Ikke kun fordi nogle af de ”nye gamle” får daglejerforhold, men også fordi flere og flere af de yngre generationer på samme måde efterspørger fleksible arbejdsforhold og risikerer at blive nutidens daglejere, hvis der ikke er opmærksomhed på, at det skal ske under ordnede forhold for alle.

De velstillede gamle kan nemlig også komme til at underbyde andre, såvel jævnaldrende som unge ved at acceptere lønarbejde, der passer ind i deres fleksibilitetsønsker: Jeg har det selv tæt inde på livet i mit fag, journalistik: Her har mange seniorer oparbejdet en fin arbejdsmarkedspension oven i folkepensionen og kan lave lidt freelancearbejde for det lokale dagblad eller en rejsereportage i et magasin for et symbolsk beløb, en gratis rejse eller et anmeldereksemplar. Det spænder ben for en reel freelancer, der må arbejde hårdt for at få en ordentlig løn for sit timekrævende arbejde.

Gamle som unge løsarbejdere

Hvorfor er det, at fagforeningerne ikke ser denne fare? Ja, hvis jeg selv skal svare, er det, fordi fagforeninger – i øvrigt såvel som arbejdsgiverforeninger – ikke er så interesserede i de tilbagevendte, men kun i de fastholdte. Det er meget, meget nemmere at håndtere at fastholde og forlænge en, man allerde har i folden, end det er at kere sig om løsarbejdere – Herregud de har jo selv valgt at stå på egen mark.

Men der kommer jo flere og flere af dem, såvel gamle som unge, og dét skal fagforeningerne være opmærksomme på: For hvis vi bliver bedt om at arbejde videre efter de 67, så kan fagforeningerne ikke tillade sig bare at slippe os og de ordnede forhold.

Potentialet er givetvis større for fastholdelse end for tilbagevenden. Det er jeg ikke uenig i, men jeg er godt træt af, at det, at runde de 67, sender os direkte ud i cowboyland. Ud på et arbejdsmarked, hvor en masse ting, man tager for givet som almindelige arbejder under 67, pludselig er væk: Mulighed for dagpenge, dårligere forsikringsforhold, ingen mulighed for at fortsætte i et ellers udmærket fleksjob, ingen pausering af pensionsudbetalingerne osv osv.

Det arbejdsmarked, vi skal skabe i de kommende år, skal både være for dem, der har sparet op og for dem, der har sværere ved at få det til at løbe rundt uden en arbejdsindkomst. Ellers får vi et a og et b hold af folkepensionister, og deres arbejdsforhold kommer til at smitte af på yngre, som også ønsker sig fleksibilitet.

Indlægget har været bragt i Seniormor 24.11. 2025