Derfor står der “PræstationsGLÆDE” på bagsiden af bogen

Bliv set - hørt - husket bagsidePræstationsglæde. Ikke præstationsangst, men præstationsglæde.
Det er det, man føler, når det lykkes at holde at oplæg, holde en tale, undervise eller foredrag og tilhørerne bliver fanget, lytter med, griner, deltager, diskuterer og tager noget med sig hjem.
Præstationsglæde er det, som mange undervisere og foredragsholdere trives ved, drives af og vokser med.  Det er den følelse, som mange, der bliver bedt om at holde et oplæg enten i arbejdsmæssig sammenhæng eller til et foreningsmøde eller ved en privat sammenkomst, føler, når det lykkes.
Og som mange frygter at blive overtaget af præstationsangst.

Præstationsglæde er også et ord, som skuespilleren, underviseren og foredragsholderen Berrit Kvorning og jeg udviklede som arbejdstitel på en bog, som Berrit gerne ville skrive, og som hun lavede det første udkast til for syv år siden.
Nu er bogen kommet. Bogen hedder “Bliv set, hørt og husket”, en håndbog om at “være på”, nok mere præcist en  slags kogebog for talere, som Berrit skriver på bagsiden. Og på Bagsiden nævner Berrit ordet Præstationsglæde med store bogstaver!
For syv år siden var jeg ekstern redaktør for bogserien Børsen Mikro og havde mødt Berrit, da hun til et Zonta- møde holdt et oplæg om et eller andet, jeg ikke kan huske. Men jeg kan huske måden, hun gjorde det på, energien, som rummet blev fyldt af, og letheden, hvormed hun indtog rummet og os alle.
Jeg henvendte mig til hende og spurgte, om hun ville skrive en bog til den del af befolkningen, som på et eller andet tidspunkt skulle stille sig op, enten med et oplæg, der skulle præsenteres for en gruppe, eller som underviser eller foredragsholder, eller som taler på anden måde. Det var hun frisk på, fordi hun også selv havde gået med et ønske om at omsætte alt det, hun allerede havde på sinde i en bog.
Desværre lukkede BørsenMikro ned, da forlaget blev overtaget af Lindhardt og Ringhof, så der kom ikke flere bøger i den serie. (men bloggen eksisterer stadig).

Glemt blev ordet imidlertid ikke, og da Berrit forleden inviterede til reception for sin bog, var det en kæmpe tilfredsstillelse at se, at det har fundet plads på bagsiden af bogen – for det er nemlig den glæde, vi skal gå efter, den er den glæde, der gør det hele værd at stille sig op og sige noget.

Det handler ikke så meget om at “være på” i den forstand, som vendingen efterhånden har fået i kraft af de sociale medier, men at være på på den måde, at man skal levere noget brugbart til andre på den bedst tænkelige måde under skiftende vilkår. Ikke spilde deres tid, ikke gå i stå, være forberedt, være klar over, hvad det er, man vil sige, og tage sine tilhørere alvorligt.

Men hvad så, når det går helt galt:
I 2007 havde jeg selv en periode, hvor jeg havde skræk for at stille mig op. Det var en overvindelse, og jeg tænkte hver gang, at nu måtte jeg holde op med at leve af at foredrage og undervise, hvis det skulle være så svært hver gang. Ikke at publikum lagde mærke til det, men jeg havde det ikke så fedt med at være mit eget seneste visitkort. Jeg ledte forgæves efter en bog om dette og talte med flere, som havde oplevet samme mur.
Så talte jeg en del med Berrit om dette, og hun gav mig en række redskaber til at overkomme denne ret lammende forhindring. Det er jeg hende meget taknemlig for. Hun havde en række tricks og teknikker fra sit parallelle liv som skuespiller, og hun fortalte også om et par episoder, hvor det var gået galt for hende. Og hvad hun så havde gjort! Teknikker, jeg bruger i dag stadigvæk.
Teknikker som gengiver mig præstationsglæden tilbage,når jeg synes, det hele er lige meget, og som også hjælper mig, når jeg står overfor den tavse tilhørerskare, den dårlige kursusarrangør, som ændrer aftaler på stedet, eller når folk kommer dumpende langt inde i et foredrag. Eller når der er en, som saboterer undervejs, eller når jeg pludselig bliver i tvivl om jeg allerede har sagt det, jeg siger, to gange før. Eller værst, når arrangøren præsenterer mig som oplægsholder af et andet oplæg, end det, vi havde aftalt.

Jeg har ikke haft kontakt med Berrit om denne bog på andet end “von hören sagen”- plan siden. Derfor var det også med spænding, at jeg ved en velbesøgt reception forleden bladrede i indholdsfortegnelsen for at se, om hun havde skrevet om snubletråde, ændrede vilkår som når man pludselig får mindre tid at tale i end aftalt, om nervøsiteten, der slår igennem, om når der ingen respons er fra salen, eller når tiden løber for en.
Yep, det har hun med. Og med rigtig gode tip til at overkomme dette.

BlivSet_hørt-husketJeg vil skrive en anmeldelse af bogen, så snart jeg får den læst helt igennem, men foreløbig mine varmeste anbefalinger. Berrit udgiver bogen på  forlaget “Jensen og Dalgård”, og bogen har en række redskaber, som man kan hente her på bogens side, ligesom man kan bruge en brevkasse, eller skrive med Berrit på bogens facebookside.
Her er et uddrag
Tillykke med udgivelsen!

 

Abelone Glahn

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.