Det er det væsentligste budskab, jeg som pårørende trækker ud fra filminstruktør Frelle Petersens seneste virkelighedstro film ’Hjem, Kære Hjem’.

Stille og roligt afdækker beretningen, hvordan en nytiltrådt ansat i ældreplejen med de bedste intentioner om at udføre sit job anstændigt kan blive nedbrudt over tid, mister troen på sig selv, på sin professionalisme, på hvad der lader sig gøre og giver op undervejs.

Frelle Petersen, der selv tog ophold i hjemmeplejen som research til filmen, beskriver den unge, fraskilte Sofie, mor til en datter på 10 i en 7/7-ordning med eksmanden. Hun er lige begyndt i hjemmeplejen et sted i Sønderjylland (tak for at tekste!).

I den første (temmelig lange) del af filmen opbygger hun et hjertevarmt forhold til en række borgere. De fleste er alene i deres hjem uden pårørende. Vi møder dog enkelte, for eksempel en slidt hustru til en demensramt mand og en aggressiv og grænseoverskridende voksen datter, der kun ser fejl og klager over Sofie uden forståelse for de helt legitime årsager til, at moderen en dag ikke får den sædvanlige service.

Vi møder også Sofies kolleger, en broget blanding, hvoraf en enkelt er forsømmelig, men de fleste andre forstår at lave det, der hedder skyggearbejde, for eksempel at spejle et æg eller lave en havregrød fra bunden, selv om sosu’er ikke må tilberede, men kun anrette mad, herunder sætte plasticforseglede måltider i den forbandede mikroovn.

Vi møder også den fortravlede leder, der skal have alle vagtskemaerne til at gå op og må presse medarbejderne til at tage ekstravagter, så Sofie føler sig nødsaget til at droppe en ferieaftale med sin datter, der langsomt tager tavs afstand fra sin mere og mere indelukkede mor.

Det er en pine at se, hvad prisen kan være for en medarbejder, der forsøger at gøre det bedst muligt, og som selvfølgelig også indimellem laver nogle fejl. Når filmen griber særligt om hjerterødderne, er det jo, fordi den udstiller den moralske stress, som hjemmeplejere udsættes for, når de forhindres i at udføre deres arbejde professionelt, men må ty til overlevelsesstrategier som blot at passe lige nøjagtig dét, der er afsat minutter til, synke ind i resignation eller blive forrået.

Mangler tid til det uforudsete

Filmen udstiller, hvordan systemet er blevet menneskefjendsk af at være drevet af minutter: Tidsbudgettet er skruet helt op til 100 procents udnyttelse fra første mødeminut, i stedet for at der var lavet plads bare til 30 procent uplanlagte ting, der uomgængeligt skal løses såsom sygdom hos medarbejderne, akutkald når en borger falder eller pludselig afføring, der tager tid at fjerne.

Jeg kommer fra en branche som selvstændig freelancejournalist. Først, da jeg læste en bog om tidsstyring, forstod jeg, at op til 40 procent af min daglige arbejdstid bruges på uplanlagte, men arbejdsrelaterede ting, der bare skal løses her og nu; en kunde, der skal bruge et tilbud inden for to timer, en computer, der bryder ned osv. Først, da jeg begyndte at gøre plads i min dag til disse uafviselige afbrydelser, fik jeg et udholdeligt arbejdsliv.

Som jeg ser det, er hjemmeplejen presset til sine yderste 100 procent. Det virker helt umuligt at forklare op i systemet og til politikerne, at hvis man ikke budgetterer arbejdstiden med plads til det uforudsete og akutte, vil arbejdsforholdene føre til sygdom, forråelse og i sidste ende flugt hos personalet.

Jeg er ikke sikker på, men håber, at den nye ældrelov, som det vil tage nogle år at indføre, kommer til at bryde den umenneskelige holdning, som ligger i tidstyranniet. Vi kan håbe, at faste teams kan give plads til det medmenneskelige nærvær, som filmens borgere her tørster efter, og som medarbejdere også gerne vil give.

Dialog med pårørende

Jeg savner dialogen med de pårørende i filmen. Den er nærmest ikke-eksisterende, og det er ikke det, jeg har oplevet i virkeligheden. Selvfølgelig er filmen ikke dokumentarisk, men skærer sit budskab til, så det bliver tydeligt, at der bør og skal være et samarbejde med pårørende, hvad enten de også bor i hjemmet eller kommer længere fra. De pårørende er en uundværlig medspiller, ikke modspiller.

Filmen giver mig et (desværre meget virkeligt) indtryk af, at systemet helt har givet op over for at opfatte de pårørende som medspillere, som da den endnu uhærdede og omsorgsfulde Sofie iagttager, at den demensramte borgers hustru har brug for hjælp: Sofie affejes hurtigt af sin kollega, der forklarer, at det ikke er hustruen, de er ansat til at hjælpe, men udelukkende manden.

Senere er det, som om Sofie ikke har redskaber til at gå ind i en dialog med den aggressive voksne datter til en tavs mor, men at hun uden at kny tager imod de nedbrydende raseriudbrud. Her bliver Sofie nærmest handlingslammet både i forhold til selve situationen med datteren og i forhold til, hvordan en sådan konflikt forhåbentlig i virkeligheden burde blive adresseret af lederen. Sofie reddes kun fra yderligere klager, da en forstående kollega overtager borgeren og dermed også den aggressive datter.

Kan ældreloven ændre noget

Set i perspektiv af den nye ældrelov er filmen et godt eksempel på det nære forhold, et fast team kan få med en borger, når der gives tid og handlerum til det uplanlagte, men desværre også et godt eksempel på, hvad der kan ske, hvis implementeringen af den nye ældrelov ikke grundlæggende får opbygget et ligeværdigt forhold til de uundværlige pårørende.

Jeg tror ikke, at vi får mere medmenneskelighed i ældreplejen, hvis ikke både de pårørende, borgerne selv samt mellemlederne siger højlydt fra, når systemet spænder ben for, at vi hjælper hinanden. Også pårørende kan få belastningsreaktioner, for eksempel over for langvarig og kompleks sagsbehandling. Med det store antal ældre, vi får i de kommende år, er der ikke håb for et godt ældreliv, hvis vi ikke bakker op om dem, der gerne vil ændre de nuværende forhold. En garvet sosu siger i filmen denne rystende sætning:

»Vi skal ikke få dem til at overleve, men til at leve, mens de er her.«

Det er dét, vi skal stå sammen om at opnå.

Filmen har en åben ende. Vi ved faktisk ikke, om Sofie bliver i hjemmeplejen eller ej, men vi ser, hvor høj prisen kan blive for at forsøge at udføre sit arbejde, så godt som man kan. Og det skal der simpelthen være plads til.