Kære ”Rådet for et aldersvenligt Danmark”

Allerede i 2. kvartal af 2026 skal ”Rådet for et aldersvenligt Danmark” præsentere sin vision. Jeg er klar over, at det ikke er meningen, at arbejdet skal munde ud i en handlingsplan, men erfarer, at der fra politisk hold skæves til, at visionen kan danne grundlag for en sådan.
Og med forslag til efterfølgende handling i bagtankerne vil jeg med dette åbne brev opridse mine bud på nogle af de udfordringer og potentialer for et aldersvenligt Danmark, som Rådet har til opgave af identificere.

Jeg er selv 70 år, stadig erhvervsaktiv og refererer til mine samtidige som ”de nye gamle”.  Jeg har sendt dette åbne brev i en stærkt forkortet form til Seniormonitor og publicerer det hermed også på min egen blog, www.mensjegblirgammel.dk

10 anbefalinger:

Arbejdsmarkedet:

Det er en jungle at finde ud af, hvad der ophører, hvad der fortsætter, og hvilke rettigheder man har ved de 67.

1) Rådet må gerne beskrive en vision for, hvordan vi får hele systemet indrettet til en langt mere glidende og individuel tilpasset overgang fra at være erhvervsaktiv til ikke længere at være det i stedet for som nu at gøre det til et enten eller ved det 67. år.  Det antages desværre stadig som nærmest en naturlov, at man stopper med at arbejde, når man har nået sin folkepensionsalder. I hvert fald stopper eller forringes rigtig mange ting – også allerede inden denne arbitrært fastsatte dato, som ofte intet eller meget lidt har at gøre med den enkelte borgers virkelighed og arbejdsliv anno 2026.

Det gælder for eksempel lønsikring, man ikke kan tegne efter de 58, og som i øvrigt udløber allerede ved 60-62 års alderen, erhvervsforsikringer, som udløber ved 67, sygeforsikringer, der forringes årligt alene på grund af alder, indbetalinger til pensionsordninger, der ikke længere er mulig, hvis man har taget hul på sine pensioner for at supplere folkepensionen. Udbetalinger af pensionsordninger, som kan medføre topskat, hvis man fortsætter med at arbejde, dagpengeret, som ophører ved 67, for derefter ”må det jo være nok, at du kan hæve folkepension, hvis du bliver arbejdsløs”?.

2) Rådet må konkretisere en vision for forenkling af overgangen: Det skal være nemt administrativt at gå ind i senalderen. Der findes ikke ét enkelt, samlet sted at gå til, hvor man tager udgangspunkt i borgerens individuelle situation og klart kortlægger, hvad der konkret sker, når man når man nærmer sig – og endnu værre – runder folkepensionsalderen. Allerede i tiåret før de 67 sker der pludselige forandringer i aftaler, ordninger, ting man skal søge om, udregne, planlægge, ændre på, og det kommer bag på rigtig mange.

Netop på grund af ovennævnte forhold er det for eksempel uhyre svært at få overblik over, om det overhovedet kan betale sig at arbejde videre efter de 67! Især lønmodtageren har hele livet været inde i et trygt system, men når datoen skifter, sprænges alle systemerne og fortsætter i alle retninger, alt efter hvordan den enkeltes situation er. Der er simpelthen ingen instans, der har påtaget sig at samle alle de elementer, der har betydning for det fremtidige erhvervsaktive liv. Man render fra Herodes til Pilatus, og systemerne taler ikke sammen, hvis de overhovedet gider svare. (Jeg venter for eksempel stadig efter fem måneder på et svar fra Udbetaling Danmark på, om honorarer, som freelancere opkræver via såkaldte faktureringsbureauer, tæller med i beskæftigelseskravet til Seniorpræmien. Det tæller nemlig pludselig fra august ´25  ikke længere med i beskæftigelseskravet for dem, der er under 67. ) Lovgivningen ændrer sig også hele tiden, fordi den prøver at tilpasse sig ”de nye gamle”. Det er godt, men det kan samtidig øge forvirringen og frustrationerne.

Banker og pensionsselskaber kan kun fremlægge en kundes forhold set med deres leverandørøjne, og man må ty til såkaldte uvildige (dyre) rådgivere, der mod betaling giver deres bedste bud. Men de er ikke altid i stand til at give en 360 graders vejledning, som også indeholder bud på langsigtede konsekvenser i forskellige scenarier.

Rådet kan med en tydelig vision herom fremskynde opfyldelsen af dette presserende behov for kvalificeret og forenklet vejvisning i denne vildmark, som den enkelte i øjeblikket er fuldstændig overladt til sig selv at finde rundt i.

3) Rådet kan have en vision om, at senalderens faktuelle bevægelser kortlægges mere detaljeret. Vi skal simpelthen kunne trække bedre statistikker om de nye gamle, der gør noget andet end de forrige generationer. De fleste statistikker måler kun op til 67 år, i bedste fald 70 år. For eksempel inden for erhvervslivet. Vi jubler over de mange, der fortsætter, men hvor længe gør de det, og hvad inspirerer dem?

Statistikkerne skal omfatte flere intervaller fremover: Vi bliver bundtet i én gruppe, som bare hedder +67 år. Men der er pokker til forskel på at være 67 og 87. Lad os få tal på de 70-årige, de 75-årige, de 80-årige, de 85 og de 90 årige! De bliver rigtig mange i de kommende år! En tredjedel af dem, der fortsætter efter de 67, er selvstændige, og de er komplet usynlige i statistikkerne, skønt de bidrager til værdiskabelsen. De bliver ved længere end lønmodtagerne, og de har en bedre livskvalitet, viser den seneste større undersøgelse, men den er fra 2019!

Der ligger et kæmpepotentiale af uudnyttet arbejdskraft i selvstændigt virke i det 3. arbejdsliv. Hav en vision for, hvordan dette kan udfoldes. Det kan også give mening at måle succes og tilfredshed i netop de helt små soloselvstændige på andre parametre end på traditionelle vækstbegreber som antal ansatte og lager i kvadratmeter. At arbejde af lyst, i sit eget tempo og med det, der er mest meningsfuldt for den enkelte senior, skaber simpelthen en bedre livskvalitet og et længere aktivt liv. Det er også værd at måle på.

4) En vision må også være at udluge de sindssyge benspænd, der stadig er for at arbejde videre: Gør det muligt at pausere sine ratepensionsudbetalinger. Gør det muligt for fleksjobbere at fortsætte i deres job efter 67. år. Indfør et bundfradrag for efterlønnere og folk på tidlig pension, så de kan arbejde 15 timer uden at blive trukket i ydelsen? for selv små indtægter.

Det er fint nok med gulerødder som beskæftigelsesfradrag fem år før de 67 år, så vi også får fat i dem, der ville være gået fra tidligere. Det er også fint med seniorpræmien, men gør den nu relevant for det store potentiale i seniorer, der vil fortsætte på nedsat tid. Lyt og graduér præmien, så også de, der vil arbejde 15-20 timer om ugen får en præmie. Det blev afprøvet under corona med et godt resultat. Og øg så perioden til også at omfatte det 3. år efter folkepensionsalderen.

Men kig allermest på det, som flest nygamle efterspørger: Fleksible arbejdsforhold. Vi vil gerne arbejde længere, men der skal være tid til et liv ved siden af. Den samme fleksibilitet efterspørger de unge generationer, der på ingen måde ønsker at få det arbejdsliv, som vi andre har haft.

Arbejdsgivere og fagforeninger er fodslæbende i forhold til at udfolde viften af fleksible muligheder. Det er bare nemmere for dem at fastholde de gamle mønstre og overenskomster, men det er ikke dét, vi efterspørger. Grib det og indret paletten af jobformer derefter. Rådet må tegne en vision om et langt mere fleksibelt arbejdsmarked, en vision, der kan få arbejdsmarkedets parter til at lette en vis legemsdel, for det er ikke nødvendigvis noget, der alene kan klares med diverse lovindgreb. Der skal et skift i tankesæt til.

5) Byg en vision for et arbejdsmarked, der er tilpasset et stigende antal seniorer, der mikser A- og B-indkomst. Der findes allerede mange såkaldte kombinatører, men igen falder deres måde at tackle arbejdslivet på ned mellem to administrative opfattelser af, hvordan et arbejdsliv kan være. Kombinatører er hverken det ene eller det andet, men begge dele, og det kan systemerne ikke finde ud af. Det går igen i den ene lov efter den anden, for eksempel i sygedagpengeloven: Sygedagpengene, som heldigvis ikke er aldersbetingede, men også kan udbetales til erhvervsaktive folkepensionister, bliver kun udregnet efter overskud året før af ens B-indkomst. Systemet medtager ikke den A-indkomst, man også kan have. Under corona blev selve dagpengesystemet tilpasset dette. Man ”glemte” bare sygedagpengene.

Selv har jeg været sygemeldt i 1½ måned i vinter med en nerve i klemme i skulderen (fordi jeg er en lydig senior, der lavede elastikøvelser). Da jeg fik mine sygedagpenge for den første måned, fik jeg udbetalt 1058 kroner. For en hel måned. Baseret på min b-indkomst i 4 af årets måneder. De 8 måneder, hvor jeg havde A-indkomst i 2024, mens jeg var fuldtidsansat som ufaglært sosu, regnedes ikke med. Havde jeg været på ren A-indkomst, ville jeg have fået 12.760 udbetalt om måneden?. Kombinatører har simpelthen ikke råd til at blive syge!

Pårørende

Regn på, hvor meget de pårørende sparer samfundet for, og værdsæt så indsatsen.

6) Værdien af de usynlige pårørende skal måles: En af opgaverne, Rådet har, er »at udarbejde en tværgående forståelse af målgruppen«.  Her bør rådet nøje se på de pårørende som særlig gruppe inde i målgruppen. Mange seniorer er pårørende til (endnu) ældre, måske syge ægtefæller, til virkelig gamle forældre eller passer børnebørn i udstrakt grad for at hjælpe de voksne børn. De arbejder ulønnet, og det er for de fleste også meningsfuldt – til en vis udstrækning. Men trods intentioner i den nye ældrelov ”glemmes” de pårørende alt for ofte som ligeværdige samarbejdspartnere i pasningen af de plejekrævende.

Rådet bør lave en beregning på, hvor mange arbejdstimer der lægges i ulønnet omsorgsarbejde, og hvad det sparer staten for, så kan der blive sat perspektiv på de pårørendes meget nødvendige arbejdsindsats. Det er, som om politikerne kun forstår tal, indtil de selv bliver pårørende. Først da kan de selv se det uanstændige i forholdene.

7) Den tværgående forståelse af målgruppen skal indeholde en biasfri og proaktiv opsøgende indsats over for de pårørende. De pårørende skal simpelthen opsøges systematisk. I dag får systemet først kontakt med pårørende, når de selv henvender sig. Det kan ofte være alt for sent i forhold til den arbejdsbyrde, de har haft, og henvendelserne kommer, når der er gået koks i tingene. Derfor bliver kontakten desværre ofte negativ. Kun ganske få steder opsøges pårørende i dag proaktivt, for eksempel i kommunerne Lyngby-Tårbæk og Aarhus. Forholdet mellem sundhedssystemet og de pårørende skal etableres som et egentligt samarbejde allerede fra første dag, hvor der er kontakt til det offentlige.

Den nye ældrelov nævner det tætte samspil med pårørende som en af kernepunkterne, men foreløbig tales der sjældent om en egentlig opsøgning af pårørende i egen ret i implementeringen af ældreloven. Pårørende ses stadig som et medfølgende, praktisk tilbehør til en plejekrævende, som en gæst på ”tålt ophold” i systemets verden.

Rådets vision for et sådant velfungerende samarbejde vil være altafgørende for, om alle generationer kommer igennem de kommende års demografiske jordskred. Rådet bør være ekstra opmærksom på den utilsigtede bias, der fra systemets side findes over for de pårørende som ”besværlige”.

Boliger

Sørg for at seniorbofællesskaber kan lave en maksimumalder ved indflytning, ellers bliver alle gamle samtidig. Og byg i eksisterende bygningsmasse, som her I Fredericia i Købmagergades gamle skole.

8) Udvid visionen for et boligmarked, der imødekommer nye opfattelser af, hvordan vi vil bo, og som også lemper eksisterende begrænsninger.  Ét er, at der skal etableres flere – og forskellige typer – boliger til de nye gamle, og at der skal tænkes i ordentlige fortove, så man kan færdes med rollator og kørestol uden at vælte. Det er bare indlysende ting, der skal være i orden. Visionen må også indeholde ophævelse af forhindrende love og regler, der igen er besluttet i en anden tid. At lempelser tilmed kan gavne bæredygtigheden ved at udnytte eksisterende boligmasse er en ekstra gevinst.

Helt konkret er det gak, at mange eksisterende seniorfællesskaber ældes samtidig og bliver til rene plejehjem, fordi ingen har tænkt på løbende udskiftning: Gør det derfor muligt at sætte maksimumalder (ikke kun en minimumsalder) ved indflytning i seniorfællesskaberne, og sørg for, at de nye seniorbofællesskaber, der er afsat midler til, fra starten sikrer en løbende udskiftning.

Alle skal selvfølgelig have lov til at flytte ind og blive gamle et trygt sted, blot ikke blive gamle alle sammen samtidig! En anden løsning på dette kunne være formuleret som et krav om, at man ikke må være visiteret til personlig pleje ved indflytning. En tredje at indføre en pligt til at tilbyde en lejlighed i en kortere periode til en yngre kreds af potentielle nye beboere. Hverken udlejningslovene eller ejerlejlighedsloven er tilpasset disse forslag, og rådet bør se nærmere på et boligmarked, hvor også ejerforeninger kan få lov at indføre sådanne krav.  Det ville ligestille ejerboliger med almene boliger i deres ønske om at sikre et velfungerende fællesskab, således som det faktisk er gjort muligt jfr. Social og boligstyrelsens vejledning om udlejning af almene boligbyggerier.

Men der bliver råbt op om aldersdiskrimination og forskelsbehandling af handicappede, når dette emne rejses. Jeg mener, der er tale om rettidig omhu for de eksisterende fællesskaber, der havde overset, at alle kunne blive gamle samtidig. Ved nyetablering kan man tage højde for dette ved at fastsætte et system til løbende fornyelse, men det løser ikke de eksisterende fællesskabers hovedpine.

9) Indfør lempelser i planloven for parcelhuse: Og så skal der selvfølgelig skabes boliger, der kan betales af de mange ældre, som ikke flytter i fællesskaber. Hvorfor ikke indrette mindre boliger i parcelhusene? I dag er det næsten umuligt på grund af planloven at ændre parcelhuse til tofamilies huse. Har vi ikke boliger nok i byerne, er det oplagt, og tilmed bæredygtigt, at ældre deler deres store, tomme parcelhus med en anden familie, og dermed beholder nærheden til det netværk, de har haft i mange år.

Kultur

10) Byg visionen med intergenerationelle tiltag: Mange af de ønsker, de ældre har til deres fremtidige liv, er identiske med, hvad de yngre efterspørger, særligt på fleksible arbejdstider, tid til livsændringer som børn og uddannelse. De unge ønsker også bæredygtige boliger, mange har et mindre m2 krav end boomerne og kan se fordele i at dele boliger.

Rådet bør tænke i intergenerationelle samarbejder, især på arbejdsmarkedet. Her kunne det være oplagt at tænke i mentoruddannelser af seniorerne og andre initiativer, der får udvekslingen mellem generationer til at blomstre til fordel for alle. For så kommer vi til et aldersvenligt Danmark, der ikke kun er venligt over for de gamle, men også over for de unge, og det er trods alt dem, der en dag bliver de gamle. Lad os tænke langsigtet i livsfaser og samarbejde på tværs af generationer.

God fornøjelse med visionerne. Jeg bidrager gerne yderligere ved personligt fremmøde.

Venlig hilsen
Abelone Glahn