Journalister chikaneres groft og trues på livet

Digital chikane kan være voldsomDet er skrappe sager, nogle af mine svenske journalistkolleger har været ude for. Ikke kun tusindvis af hademails, trolling og trusler både af journalisten og familien på diverse sociale medier, chikane på alle af døgnets timer, domainekapring af flere end 1800 journalisters og offentlige debattørers navne, offentliggørelse af privatadresser, også på familiemedlemmer, krænkende billeder og spredning af private fotos, men også detaljerede beskrivelser af, hvordan den kvindelige journalist skal voldtages med knive og have brysterne stegt, og af hvordan den mandlige sportsjournalist chikaneres vedholdende med alle elektroniske muligheder og trues til at flytte fra lokalområdet efter kritiske artikler om en fodboldklub.

Jeg er stadig lidt rystet efter at have læst svenske Rebecka Bohlins “Tackla hatet – om näthat, hot och hyr du skyddar dig” (Forlaget Ordfront)
Bogen giver også en stribe eksempler på kolleger, der bliver udsat for voldsomme fysiske trusler, placering af patronhylstre uden for døren, bomber i havehuset, regulære overfald, brandattentater og mordforsøg.

Og hvad er brøden ? At skrive om emner, som ophidser nogle, der kammer over i mishagsytringer og går hele vejen til egentlige trusler.
Emner som fædres rettigheder, ligestillingsspørgsmål, indvandrere og ikke mindst om de højreorienterede bevægelser i Sverige  udløser flest hadske angreb. Måske ikke overraskende, men alligevel er både omfang og karakter overraskende, set med danske øjne. Og hvis skribenterne så samtidig er kvinder, homoseksuelle eller har en anden hudfarve end hvid, tæller det dobbelt på hadskalaen.

Tackla hatetBogens mange eksempler viser, at såvel mænd som kvinder er udsatte. Provinsansatte som hovedstadsansatte. Meget tydelige og genkendelige klummeskribenter såvel som forsigtige og ret anonyme retsreportere, gamle garvede redaktører som helt nyuddannede og praktikanter, fastansatte som freelancere – omend freelancerne er ringere stillet i forhold til beskyttelse, fordi de ikke har en fast arbejdsgiver.  Alle kan blive udsat for en hetz, en vedvarende chikane og egentlige livstruende henvendelser på mail, SMS, sociale medier, på hadesider og i diskussionsfora. (Jeg har anmeldt bogen her).

Er den digitale chikane lige sådan i Danmark ?
Nej, ikke helt – forholdene er endnu ikke så skrappe, men skrappe nok for danske journalister. Det viser en pilotundersøgelse, som Dansk Journalistforbund offentliggjorde i juni sidste år.  Også danske journalister er udsat for gentagen chikane og voldsomme digitale trusler.

  • 44,9 % har i deres journalistiske arbejde været udsat for hetz, chikane eller trusler
  • 49,2% siger, at en eller flere af deres kolleger er blevet chikaneret, truet eller oplevet hetz
  • 52,7 % af de chikanerede oplever i nogen grad og 18,2% i høj grad, at chikanen tog energi og koncentration fra deres arbejde.
    (læs mere om den lille stikprøveanalyse her på Journalisten.dk)

Pilotundersøgelsen nævner følgevirkninger som

  • Telefon- og mailskræk
  • Angstsymptomer, mareridt
  • Skyld og skamfølelse, tvivl om personens professionalitet
  • Depression
  • Sygemelding kortere eller længere tid
  • Stress

Der, hvor de digitale trusler rammer oftest, er via – forventeligt nok – arbejdsmailen og i kommentarsporet på mediets internetsider. Her boltrer chikanørerne sig gerne med mishagsytringer, nedgørende, truende og grove udsagn. Dertil kommer henvendelser på telefon, opslag på facebook, twitter og egentlige hjemmesider, og endelig også ved redaktionel omtale i andre medier.

Hvad sker der, når chikanen rammer?
cyberchikaneNår man hænges ud eller forulempes på nettet, reagerer de fleste – ikke kun journalister – instinktivt ved at beskytte sig selv og i en periode krybe i flyverskjul: Det betyder blandt andet, at man bliver mindre aktiv på de sociale medier, lukker eller skjuler sine profiler, og at man fjerne personlige oplysninger som telefon og adresse på nettet, så de ikke kan misbruges. Telefonnumre gøre hemmelige etc etc.  Efter et stykke tid er den voldsomme skylle måske overstået, og man dukker op igen til overfladen.
Men gentagen truslerne sætter sig som kalk på en badeværelsesvæg, som en journalist i Rebecka Bohlins bog så udmærket udtrykker det:
De, der rammes hårdere af chikanen, oplever, at de i et stykke tid er dårligere til at udføre arbejdet, laver simpelthen mindre, og det, at de bliver ramt af forulempelserne, rammer også kollegerne og arbejdspladsen; andre skal måske løse opgaver for en belastet kollega eller kommer på overarbejde for at moderere kommentarsporet.

Enkelte oplever decideret at blive persona non grata – jeg har ikke et dansk eksempel, men i Rebecka Bohlins bog nævnes en freelancer, der ved siden af sit journalistiske arbejde også arbejder som lærer. Da hun bliver truet på livet, beder hun skolen om at fjerne det skema, hvor man kan aflæse, hvornår hun er på arbejde. Men svaret er, at det kan man ikke, og at skolen foreslår hende helt at holde sig væk – af hensyn til de andre!
En anden reaktion kan være, at man føler sig isoleret, bliver indadvendt og holder sig for sig selv. Især, hvis problemet opleves individuelt, og ikke som et problem, arbejdspladsen tager hånd om – som den retteligen skal ( se længere nede)

Hvem er de, der truer?
I den svenske bog dykker Rebecka Bohlin nærmere ned i, hvem der står bag og også hvorfor. Det spænder for vidt at beskrive her, men et af de mere opløftende fakta er, at der er relativt få, der så til gengæld meget systematisk og meget aktivt står for langt de fleste trusler og chikaner. Den svenske freelancenetværk “Researchgruppen” har undersøgt en lang række data og er nået frem til at

  • 3500 aktive på hadesites stod for 250.000 kommentarer på SVTs  (Sveriges Televisions) debatsider.
  • De skrev 70 kommentarer pr person, næsten 6 ganske så mange som andre
  • 96 personer stod tilsammen for næsten 200.000 indlæg
  • 20.000 ”almindelige” mennesker stod tilsammen for lige så mange kommentarer

Så hvis man bruger data  i efterforskningen, vil det muligt både at finde og at bremse/forhindre chikanen i stor udstrækning. Desværre koster det både tid og penge, men dette er muligt, og det burde ( i mine øjne) gøres pr rutine af enhver virksomheds sikkerhedsafdeling. I forvejen logges mange data, fordi virksomheder er bange for cyberangreb – logfilerne kan også bruges til andet.

Kulturen udfordres
Men langt fra alle går i flyverskjul eller dukker sig. Mange journalister siger Pyt, det skal man ikke tage sig af, mener, at det kommer med jobbet, faktisk svarer 30% af de adspurgte i pilotundersøgelsen, at chikane, hetz, og trusler følger med journalistjobbet.  Andre svarer tilbage – og oplever ind imellem, at den truende falder ned som et lam. Andre igen opfordrer til, at man taler sammen på arbejdspladsen, taler med nærmeste kolleger og nærmeste chef, tillidsmand, går til chefen og insister på, at han tager hånd om problemet og agerer skjold mellem medarbejderen og den pågældende kilde. Endelig er der klare ønsker om egentlige politianmeldelser, samt selvfølgelig et akutberedskab over for dem, der rammes, så som fælles debriefing på redaktionen, psykologhjælp og støtte, samt om politibeskyttelse i de groveste tilfælde.
Heldigvis – efter min mening – svarer næsten alle, 94,5 % , at chikane ikke skal klares på egen hånd,  og 85,5 %  svarer, at der skal være nultolerance overfor hetz og chikane.
Meen, samtidig svarer  73,7 %, at man skal klare chikane og hetz på en pragmatisk måde. Såååååh, der er vist noget, vi skal have talt om i journalistfaget – “pragmatisk nultolerance”, det findes vist ikke rigtig.

Skal vi gøre noget ved chikanen?
Ja, naturligvis skal vi det. Ingen, hverken journalister eller nogen som helst andre, skal acceptere at blive hånet, chikaneret, hetzet eller truet på livet.
Men ansvaret for at gøre noget ved sagen påhviler IKKE den enkelte alene, det påhviler hele arbejdspladsen.
Arbejdsgiveren skal forebygge arbejdsrelateret vold både inden for og uden for arbejdstiden: Ved en lovændring 1. januar blev det tydeliggjort, at arbejdsgiveren har pligten til at handle for at forhindre såvel fysisk som digital vold:

  • Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres, så arbejdsrelateret vold uden for arbejdstid forebygges.
  • Arbejdsgiverens pligter vedrører de ansatte, uanset hvor og hvordan volden udøves, og uanset om volden er rettet direkte mod de ansatte eller indirekte gennem vold mod de ansattes nærmeste.
  • Pligterne omfatter kun tiltag, som arbejdsgiveren kan foretage på virksomheden.
    (her er link til Bekendtgørelsen  og link til vejledning fra Arbejdstilsynet)

Dét bliver udfordringen på arbejdspladserne frem over, ikke kun de journalistiske:
Alle ved, had der skal ske, hvis en medarbejder får en på kassen, men hvad hvis knytnæven er virtuel?
Det afgørende er ikke mængden og arten, men hvordan ledelse og gruppe håndterer truslerne:
Når der er fravær af en strategi, opleves krænkelserne personligt.

Hvordan håndterer I chikane og trusler om vold hos dig?
Først og fremmest skal vi have talt om forholdene, afdækket, hvor ofte det sker, og snakket med hinanden om, hvad vi kan gøre.
Før skaden er sket, kan det være vigtigt, at også din arbejdsplads har talt tingene igennem. prøv at begynde med disse enkle spørgsmål:

  • Hvor går jeres grænser, hvad siger I på arbejdspladsen om dette emne, hvad skal man kunne tåle hos jer?
  • Kan – eller skal –  alle tåle lige meget? Hvad med praktikanter, nyansatte?
  • Kan man gradinddele chikane?Acceptabel, Mild, Grovere, Uacceptabel, eller skal der være nultolerance?

Spændende at høre, hvad I når frem til på din arbejdsplads!!

Bonusinfo:
Jeg er inviteret til at tale om, hvad man kan gøre mod digital chikane på alle typer arbejdspladser ved Folkemødet.
Det foregår i ArbejdsmiljøLoungen, i Danchels Anlæg, torsdag den 16. juni klokken 15.00-16.00 i et panel med flere.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Abelone Glahn

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *