Hvem skal vi beskytte vores data imod?

Hver gang, vi tilmelder os en internettjeneste, bliver vi afkrævet data. Ja, næsten hver gang vi foretager os noget som helst på internettet, logger på, skriver kommentarer, køber noget, selv når vi henter noget gratis, bliver vi bedt om at afgive større eller mindre mængder af data, alt lige fra navn til telefonnummer, fødselsdag, geografisk placering, interesseområder, tøjstørrelse, personlige præferencer og andre mærkelige detaljer, som skal bruges – ja til hvad ? Nogen gange undrer man sig, men taster rask væk svarene ind. Andre gange læser man lige betingelserne og kommer som regel til en passus, som hedder noget i retningen af “vi beskytter dine data”, og så tænker de fleste, at den hellige grav er velforvaret – virksomheden sikrer mig mod hackere – og fortsætter ufortrødent.
Men “beskytter data” fra hvad og hvem?

Vi skal redefinere, hvad vi opfatter som privatlivets fred
Jeg har netop læst dette tankevækkende, lange indlæg om, hvor villige vi er til at dele oplysninger på nettet, oplysninger, som primært virksomheder drager nytte af, skrevet af Matt Grebow. 
Hans pointe er, at vores data udgør valutaen i en eksploderende social digital og kommerciel industri, og at vi har brug for meningsfulde forsikringer om, at vores data opbevares sikkert  – og dét vil faktisk også sige i forhold til virksomhedernes anvendelse af dem! Ikke kun i forhold til hackere, der vil misbruge data.
Kun ved fortsat at have tillid til dem, der leverer platforme og ydelser online, bliver vi ved med at være villige til at dele vores data med dem.
Prøv at tænke det igennem selv – hvornår har du sidst være på nettet og hvilke oplysninger afgav du – og hvem vil du egentlig give adgang til at bruge dem ?
Og sværest af alle spørgsmål: Hvordan vil du gerne forsikres om, at oplysningerne bruges på en måde, du har lyst til, at de bliver?

Abelone Glahn

Leave a Reply Text

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.